Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2024/01/02 til 2024/01/16.
Alvorligt færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Et alvorligt sammenstød mellem en personbil og en lastbil på motorvejen kl. 06.20 mandag morgen førte til, at en 45-årig mand fra Ringsted, som var passager i bilen afgik ved døden. Føreren af personbilen, en 45-årig mand fra Køge er fortsat indlagt i kritisk tilstand. De pårørende blev underrettet umiddelbart efter uheldet.
Uheldsstedet blev undersøgt af Bilinspektøren, som skal forsøge at klarlægge årsagen til uheldet. Det var mørkt, snevejr og glat på uheldstidspunktet, og trafikken var tæt. Personbilen kom af uvisse årsager i slinger i forbindelse med overhalingen af en lastbil, som kørte i 1. vognbane. Bilen ramte autoværnet og snurrede rundt. Lastbilchaufføren, en 27-årig mand fra Amager, forsøgte at bremse for bilisten, men påkørte den i siden. De to mænd i personbilen blev bragt til traumebehandling, den ene i helikopter. Lastbilchaufføren slap uskadt.
Personbilen blev totalskadet, men indbragt til nærmere undersøgelse. Nu afventer politiet Bilinspektørens erklæring.
Arbejdsulykke – Vordingborgvej, Tureby – Køge
Kl. 08.17 skete en arbejdslukke på Vordingborgvej i Tureby, da en lastbil var ved at læsse jord af på en mark fra en påhængsvogn. Idet ladet skulle tippe jorden af væltede lastbilen og vognen. Chaufføren sad på førersædet med åben dør, så han faldt ud og blev fastklemt i forbindelse med ulykken.
Politi, brandvæsen og ambulance kørte til stedet, hvor den 63-årige mand fra Vordingborg blev bragt til sygehuset til behandling. Politiet orienterede Arbejdstilsynet og optog rapport om ulykken.
Meldingen fra sygehuset var efterfølgende, at mandens tilstand var stabil og at han var sluppet uden alvorligt tilskadekomst.
Blufærdighedskrænkelse – Jernbanevej, Køge
Kl. 10.13 anmeldte en 21-årig kvinde fra Hårlev, at hun på Køge togstation havde fået krænket sin blufærdighed, idet en mand havde onaneret foran hende.
Manden havde fået øjenkontakt med kvinden, som hurtigt gik væk fra manden, men han fulgte kortvarigt efter hende. Hun begyndt at småløbe, hvorefter manden forsvandt i ukendt retning. Politiet ledte efter den pågældende mand, men uden at finde ham i området.
Den mistænktes signalement fremgår imidlertid i andre tilsvarende sager, hvorfor politiet har en kraftig formodning om krænkerens identitet. Disse oplysninger indgår nu i efterforskningen i sagen om blufærdighedskrænkelse over for den 21-årige kvinde.
Brand i bil – Ølsemagle Kirkevej, Køge
Kl. 01.28 slog lokale beboere alarm til politiet og brandvæsnet, da de var vågnet ved et højt brag og efterfølgende havde set ild i noget i nærheden af en sø på Ølsemagle Kirkevej mellem Køge Nord togstation og transportcenterområdet.
Politiet fik hurtigt klarlagt, at der var tale om brand i en bil, der ikke stod til at redde trods brandvæsnets indsats. Ingen personer var til stede, og politiet fik efter kontakt til bilejeren klarlagt, at bilen var blevet stjålet nogle timer tidligere i forbindelse med et indbrud i en privat bolig i Odsherred kommune.
Bilen skal nu undersøges nærmere i et forsøg på at klarlægge den præcise brandårsag ud fra oplysningerne ved anmeldelsen om, at der havde lydt et højt brag fra stedet. Endvidere skal bilejerens bolig undersøges nærmere efter spor, der måske kan være med til at identificere biltyven(e).
Brug af håndholdt mobiltelefon afslørede narko-/spritbilist uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 14.08 blev en civil patruljebil fra færdselspolitiet på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor nord for Køge overhalet af en personbil, hvis fører anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Personbilen blev senere standset, så politiet fik kontakt til den 27-årig mandlige fører fra Sydvestsjælland. Han havde ikke noget kørekort, som politiet havde inddraget i 2023 i forbindelse med andre verserende sager om spiritus- og narkokørsel.
Den 27-årige deltog i en alkometertest, der gav udslag for ulovlig påvirkning af alkohol, og han erkendte umiddelbart også at være påvirket af cannabis efter hashrygning.
Politiet sigtede den 27-årige for de fire overtrædelser af færdselsloven og anholdt ham kortvarigt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Bilen var ejet af en 37-årig mand fra Sorø, som efterfølgende blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt bilnøglerne til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.
Byttede plads på førersædet under motorvejskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 09.50 ønskede en civil færdselspatrulje med videoudstyr at kontrollere en personbil, der blev ført i nordgående retning ad Køge Bugt Motorvejen ved Greve, idet bilejeren ikke var registreret med nogen førerret.
Da personbilen skulle standses, bemærkede færdselspatruljen nogen uro inde i selve bilen, således at bilen gav et ryk til siden som følge af usikker kørsel over en strækning af ca. 40 meter.
Personbilen blev standset, og i bilen befandt to mænd på 18 og 20 år fra Slagelse. Videooptagelser sammenholdt med færdselspatruljens egne observationer gjorde, at politiet kunne konkludere, at føreren havde skiftet plads med passageren, hvilket var årsagen til bilens usikre kørsel og reelt uden nogen fører over den anførte strækning.
Den 20-årige var bilejeren og blev anset for at være føreren, men da hans førerret tidligere var blevet inddraget af politiet i forbindelse med verserende færdselssager, blev han sigtet for både kørsel uden førerret, manglende brug af sikkerhedssele samt for at have været ansvarlig for den usikre kørsel uden reel fører af personbilen. Han nægtede sig skyldig i sigtelsen trods forevisning af færdselspatruljens fremvisning af optagelser af hans kørsel og bytten plads i bilen.
Den 18-årige blev anset for at være passageren, der byttede plads med føreren. Han havde kørekort til personbil, men blev sigtet for manglende brug af sikkerhedssele under kørslen ved pladsbytningen og kørslen indtil politiets standsning af bilen.
Politiet gjorde begge bekendt med, at de ville høre nærmere fra politiet, når sagerne skulle afgøres. Den 20-årige, der indledningsvist ikke kunne erkende at have været fører af bilen inden pladsbyttet, kontaktede senere på dagen politiet for at meddele, at han nu godt kunne erkende sig skyldig i sigtelserne.
Forvirret mand – Lyngvej / Stensbjergvej, Køge
Kl. 10.13 fik politiet flere henvendelser om en mand, der i krydset Lyngvej – Stensbjergvej i Køge gik ud midt på vejene i forsøg på at kontakt til bilerne. Manden var engelsktalende, virkede konfus og i øvrigt ikke iført noget overtøj.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en mand, der var iført et hospitalsarmbånd. Han blev identificeret som en 55-årig mand, der havde forladt Hvidovre hospital. Da sygehuspersonalet vurderede, at manden var behandlingskrævende, kørte politiet ham retur til hospitalet til fortsat indlæggelse og behandling.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand
Kl. 09.53 var to bilister stødt sammen på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Jersie, men ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet.
Det viste sig, at en 53-årig mand fra Næstved som fører af en personbil skiftede vognbane til venstre samtidig med, at en 23-årig mand fra Grevinge lavede et styreudslag med en varebil, således at varebilens bagende slog ud. Herved ramte de to bilister hinanden, så der skete ringe skade på køretøjerne. Politiet registrerede blot omstændighederne herved.
Uligevægtig mand skabte utryghed – Kongebakken, Roskilde
Kl. 10.10 rykkede politiet hastigt ud til et grønt område ved siden af en folkeskole på Kongebakken i Roskilde, idet en mand iført en morgenkåbe og medbringende en lægtehammer forsøgte at antænde en deodorant med en lighter.
Politiet fik på stedet kontakt til manden, der under brug af peberspray blev anholdt i forbindelse med sigtelser for overtrædelse af både ordensbekendtgørelsen og våbenlovgivningen med hensyn til hammeren.
Der var tale om en uligevægtig, 56-årig mand fra Roskilde, som blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han blev undersøgt af en læge. Konklusionen på undersøgelsen blev, at den 56-årige skulle indlægges på et hospital til undersøgelse og eventuel behandling for sin sindstilstand.
Ingen havde været i nærliggende fare ved mandens færden i området, men hans adfærd kunne dog anses for at være utryghedsskabende i nærhed af folkeskolen. De sociale myndigheder i Roskilde Kommune blev underrettet om mandens adfærd af hensyn til eventuel fremtidig tilbud om hjælp til ham.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Kl 06.22 skete det er alvorligt uheld i det sydgående spor, da en lastbil ramte ind i en personbil. Motorvejen blev spærret og der blev lavet omkørsel for bilisterne. To personer i personbilen blev konstateret hårdt kvæstede. Den ene var fastklemt i bilen. Begge blev efterfølgende transporteret til behandling på sygehuset – den ene ved hjælp af lægehelikopter, der landede på motorvejen for at hente den tilskadekomne. En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykken nærmere.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 10.15 havde en 29-årig mand fra Kalundborg som fører af en varebil i sydlig retning på Køge Bugt Motorvejen formentlig været lidt uopmærksom, fordi han i samme vognbane som sin egen påkørte bagenden af en forankørende lastbil.
Der var tale om en polsk registreret lastbil med en 38-årig mand fra Hviderusland som chauffør, der kørte langsommere end varebilen, da påkørslen skete bagfra.
De tre vognbaner længst til venstre på motorvejen blev afspærret under rednings- og oprydningsarbejdet, der var afsluttet kl. ca. 11.15. En person blev bragt til kontrol på skadestuen, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet.
Færdselsuheld – Valløvej, Køge
Kl. 12.47 underrettede en 46-årig kvinde fra Køge politiet om, at hun under kørsel ad Valløvej havde mistet kontrollen over sin varebil. Bilen var kørt af vejen og rullet rundt, inden den standsede ude på en mark.
Politiet kørte en tur til uheldsstedet og sikrede sig, at den 46-årige var sluppet uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret. Den forulykkede bil ville senere blive afhentet fra uheldsstedet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 06.29 mandag morgen var flere bilister impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det østgående spor ved Bjæverskov, at motorvejen blev spærret for trafik i den retning.
Bjærgningskøretøjer, en skiltevogn og politiet blev sendt til uheldsstedet, hvor i alt fem involverede køretøjer spærrede motorvejen. Ingen var kommet til skade som uheldene.
Det viste sig, at en 42-årig mand fra Ringsted som fører af en varebil for sent havde opdaget, at en forankørende bilist havde nedsat hastigheden i overhalingssporet. Han påkørte bagenden af den forankørende, så begge havarerede. Dette sammenstød medførte, at yderligere tre bilister kunne nå at standse i tide, så de også forulykkede med køretøjerne placeret både i midterrabatten og de to vognbaner.
Inden motorvejen var blevet ryddet, kunne trafikken passere via nødsporet, men kødannelse var uundgåelig.
Kl. ca. 08.45 var de involverede køretøjer fjernet, så motorvejen atter var farbar i østlig retning. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Ihærdige butikstyve – Jyllandsgade / Køgevej, Ringsted
Kl. 20.47 anmeldte handlekraftigt personale i et supermarked, at to mænd for anden gang inden for kort tid var blevet afsløret i at ville stjæle kød fra to supermarkeder i samme kæde.
De to mistænke mænd var flygtet i en personbil, hvis nummerplade var blevet aflæst og nu indgår i politiets efterforskning af butikstyverierne.
De to mistænkte mænd havde i et supermarked på Køgevej i Ringsted stjålet fire ferske oksemørbrad og sluppet af sted kødvarerne i en bil. Personalet fik en mistanke om, at mændene måske ville forsøge sig i et andet supermarked på Jyllandsgade i Ringsted, hvorfor personale fra første supermarked indfandt sig her.
I dette supermarked blev de samme mænd truffet, og da de var i besiddelse af to frosne oksemørbrad, blev de konfronteret med mistanken mod dem. Under tilbageholdelsen blev de to mørbrad afleveret, men de to mænd så deres snit til at flygte fra stedet i en personbil.
Politiet efterforsker nu de to sager om butikstyverier og forsøger at få identificeret de to mistænkte, der blev beskrevet som to mænd i 25-30-års alderen, den ene med rødt skæg, den anden med mørkebrunt fuldskæg.
Mand varetægtsfængslet efter overfald – Køge
En 28-årig mand fra Køge blev søndag varetægtsfængslet for grov vold efter et overfald på en 63-årig mand bag ved Boholtecentret i Køge lørdag kl. 14.17. Den 63-årig blev tildelt flere knytnæveslag, og han blev stukket gentagne gange med en skruetrækker i ansigt og på overkroppen.
Den 28-årige blev anholdt kort efter og sigtet for forsøg på manddrab. Han blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor dommeren besluttede at fængsle ham til den 8. februar for grov vold. Den 63-årige pådrog sig alvorlige skader som følge af overfaldet, men hans tilstand meldes nu at være stabil. Motivet er en angiveligt en intern strid imellem parterne.
Lørdag blev gerningsstedet undersøgt, vidner afhørt og hundepatruljer afsøgte området for spor. Politiet efterforsker nu sagen videre, herunder for at få afklaret hvilken skruetrækker, som blev anvendt ved overfaldet.
Borgere i området, som skulle støde på en skruetrækker, der er blevet smidt i området, bedes kontakte politiet på tlf. 114, men lade være at røre skruetrækkeren.
Narkokørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 13.10 sigtede og anholdt en patrulje en 25-årig mand fra Stockholm for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Vestmotorvejen ved Kongsted Rasteplads Syd. En narkometertest viste positiv for hash, og han blev derfor taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sagen.
Overfaldet efter sneboldkamp – Hovedgaden, Borup – Køge
Kl. 14.41 fik politiet en anmeldelse fra forældrene til en 10-årig dreng fra Borup, som var blevet overfaldet af en vred bilist.
Ifølge anmeldelsen havde drengen sammen med nogle kammerater haft en sneboldkamp på Hovedgaden i Borup. Herunder var en bilist blevet ramt af en snebold, så bilisten var standset og havde taget fat i den 10-årige. Han havde fået både en lussing og fået en såkaldt “vasker” i sneen, inden bilisten forlod stedet.
Bilistens nummerplade var blevet aflæst og indgår i politiets efterforskning af sagen, hvor drengen efter anmeldelsen blev vejledt om at tage på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader.
Politiet behandler anmeldelsen som en voldssag, og onsdag formiddag henvendte en midaldrende mand sig til politiet for at lade sig afhøre til sagen, idet manden oplyste at være den involverede bilist. Når alle parter og eventuelle vidner er blevet afhørt, vil politiet tage stilling til, hvordan sagen strafferetligt skal afgøres.
Påvirket kvinde ville ikke betale taxaregning – Københavnsvej, Køge
Kl. 20.17 blev en patrulje sendt til Københavnsvej i Køge, hvor en taxichauffør stod med en spirituspåvirket kvinde, som ikke ville betale sin taxaregning. Da betjentene kom frem til stedet traf de en højtråbende usamarbejdsvillig kvinde, som nægtede at oplyse sit navn. Hun viste sig at være en 38-årig kvinde fra Køge, som var blevet truffet af politiet flere gange i forbindelse med uorden. Hun var udadreagerende over for patruljen, så hun blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Politiet fik kontakt med en pårørende til den anholdte, som kom til stedet og betalte for taxaregningen.
Et stykke over midnat var kvinden falde til ro og kunne løslades igen, og hun blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.
Race på sneglat parkeringsplads – Uddannelsesvej, Køge
Kl. 01.32 kørte en patrulje en tur forbi en større parkeringsplads på Uddannelsesvej i Køge efter en anmeldelse om, at en del biler kørte vildt rundt på den sneglatte parkeringsplads.
Synet af patruljebilen fik bilisterne på parkeringspladsen til at forlade området, så roen kunne blive genoprettet i natten. Ingen af bilisterne blev sigtet for noget.
Spirituskørsel – Uglevej, Køge
Kl. 15.38 anmeldte et vidne, at hun kørte bag en varebil, som blev ført usikkert. En patrulje kunne kort tid efter standse varebilen, som blev ført af en 39-årig polsk mand med bopæl i Danmark. Manden var påvirket af alkohol, og hans kørekort blev inddraget på stedet. Manden blev sigtet for spritkørsel, og han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Den varebil han var kørende i, blev udleveret til mandens arbejdsgiver.
Ulovlig knallert – Torvet, Køge
Kl 13.30 standsede politiet en 21-årig mand fra Køge på en lille knallert. En undersøgelse viste, at knallerten var blevet udsat for diverse ændringer, så den kunne køre over 43 km/t. Han havde desuden en 17-årig bekendt fra Herfølge med på knallerten og havde heller ikke tegnet forsikring. Han blev sigtet for forholdene og politiet tog knallerten med til nærmere teknisk undersøgelse. Kammeraten blev desuden sigtet for at køre med som passager på knallerten.
Vold i bussen – Marksvinget, Køge
Kl. 10.11 anmeldte en 39-årig kvinde fra Køge, at hun var blevet udsat for vold i bus på Marksvinget i Køge
Politiet fik ved Boholte-centeret kontakt til kvinden, der kunne oplyse, at voldsmanden efterfølgende var flygtet til fods i retning mod Boholte.
Den 39-årige var kørt med bussen fra Køge station til Boholte-centeret, hvor en mand spærrede for udgangen, da hun ville ud. Ved passage af manden slog han kvinden i ansigtet med en knyttet hånd, hvorefter han flygtede fra stedet.
Kvinden blev kørt på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader, og politiet forsøger nu at få identificeret voldsmanden, der blev beskrevet som: mand, lys i huden, 40-50 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, iført rød strikhue og mørkegrøn jakke.
Politiet efterforsker nu sagen for at få identificeret den mistænkte, som også forsøges identificeret via videoovervågningsmateriale fra bussen. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.
Indbrud i Perioden
Clara Frijsvej, Køge
Galoche Alle, Køge
H/F Havrelyngen, Ølbyvej, Køge
Lidemarksvej, Bjæverskov