Spænd cykelhjelmen og sus afsted på cyklen, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, igen i år kommer til Køge lørdag d. 4. maj ved Køge Nord Sport Center.

Foto ABW

Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Køge. Igen i år har Køge Kommune nemlig valgt at bakke op om cykelbegivenheden sammen med Køge Nord Sport Center, og der er lagt op til en cykelsjov dag for børn i alderen 3-10 år og deres familier. Det koster 50 kr. at deltage i cykelløbet, mens alle aktiviteter på eventpladsen er gratis for alle gæster.

”Jeg glæder mig over, at Køge Kommune endnu en gang kan byde børnefamilier velkommen til Kids Tour. Det er et arrangement, som byder på sjove oplevelser og motion i fællesskab, og som samtidig sætter et vigtigt fokus på trafiksikkerhed. Det er skønt, at de ting kan gå op i en højere enhed med et cykelløb for børn, og jeg håber, at rigtig mange vil deltage i årets Kids Tour,” siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.

Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier
Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen.

”2024 er det femte år, vi afholder Kids Tour, og det er fantastisk at opleve den store opbakning fra landets kommuner, samarbejdspartnere og børnefamilier i hele landet. Vi har et ønske om, at flere børn benytter cyklen til og fra børnehave og skole, og vi håber, at Kids Tour er med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle,” siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Køge Kommune og Køge Nord Sport Center. Kids Tour støttes af Jyske Bank som hovedsponsor og al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

Kilde.