Der er både talent, drivkraft og ambition i idrætslivet i Køge Kommune, og derfor tager Kultur- Idrætsudvalget nu første skridt i arbejdet med at undersøge interessen for at gøre Køge Kommune til en Team Danmark Elitekommune.
Forenings- og idrætslivet i Køge Kommune er rigt på både talent og dedikation. For at undersøge interessen for at Køge Kommune bliver en Team Danmark Elitekommune, har Kultur- og Idrætsudvalget inviteret udvalgte foreninger og uddannelsesinstitutioner til interessentmøde den 11. marts på Ellemarksskolen.
– Jeg ser frem til en dialog med foreningerne og uddannelsesinstitutionerne om deres interesse for at indgå i et samarbejde med Team Danmark og Køge Kommune om at understøtte udviklingen af talentmassen i kommunens idrætsliv. Der er mange overvejelser at gøre sig, for arbejdet kræver stor motivation og indsats, både fra talenterne og de ildsjæle, som allerede nu lægger store kræfter i at drive vores idræts- og kulturliv. Men potentialet er der, og jeg glæder mig til at drøfte, hvordan det kan udfoldes, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.
Ambitionen om at undersøge interessen for Køge Kommune som Team Danmark Elitekommune er en del af hensigtserklæringerne fra budget 2024-27. Forligspartierne ønsker, at unge atleter kan udvikle deres talent inden for idrættens verden, samtidig med at de kan færdiggøre en videregående uddannelse.
Det videre forløb om Køge Kommune som potentiel Team Danmark Elitekommune afklares på baggrund af interessentmødet og behandles på et kommende møde i Kultur- og Idrætsudvalget.