Vejdirektoratet går nu i gang med at udskifte den slidte asfalt på E20 Vestmotorvejen ved Køge, hvorfor der vil være vejarbejde mellem 23. april og 17. maj. Af hensyn til trafikanterne bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne.

Vejdirektoratet lægger ny asfalt på E20 ved Køge. Foto: Vejdirektoratet

Tirsdag 23. april går Vejdirektoratet i gang med at skifte asfalt på E20 Vestmotorvejen ved Køge, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet. Vejarbejdet bliver udført på strækningen mellem Bjæverskov og ca. 6 km østpå i retning mod Køge, hvor Køge Bugt Motorvejen har sin begyndelse. Vejdirektoratet forventer, at vejarbejdet kommer til at tage omkring fire uger. Hvis alt går vel, og forårsvejret ikke er til for meget besvær, venter der trafikanterne et nyt og bedre køreunderlag fredag 17. maj.

Sådan foregår arbejdet

Arbejdet starter med, at man affræser den nuværende belægning, så man kan komme ned til den underlæggende belægning, der trænger til at blive repareret.

Når det er gjort, kan den nye asfalt rulles ud. Til slut bliver der påført nye vejstriber.

Resultatet kommer til at være til gavn for trafikanterne, der kan se frem til en mere jævn kørebane og dermed også en bedre køreoplevelse.

Information til trafikanterne

Arbejdet finder sted i aften- og nattetimerne, så det er til mindst mulig gene for trafikanterne.

På hverdage kommer vejarbejdet til at ligge i perioden mellem kl. 18.30 og 5.00 næste morgen, mens man på søndage venter med at gå i gang til kl. 19.30.

I alle perioder, hvor der bliver udført vejarbejde, vil trafikanterne opleve, at der er etableret overledninger af trafikken, så der er ét spor farbart i begge køreretninger. Når der ikke bliver udført vejarbejde, er der åbent for trafikken i fuldt omfang. Dog kan man blive nødt til at køre på fræset eller uafstribet overflade, hvilket vil blive skiltet med nedsat hastighed.

De nordgående ramper ved afkørsel 33 Vemmedrup vil være spærret i hele arbejdsperioden, mens rasteplads Salby vil være lukket.

Vejdirektoratet gør opmærksom på, at vejarbejdet indebærer en øget risiko for kødannelser, ligesom vanskelige vejrforhold kan gøre det nødvendigt at udskyde arbejdet.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Kilde.