Vinderne på årets MEDICI CAMP er netop fundet på Campus Køge. 81 andenårsstuderende fra HHX Køge Handelsskole, HTX Køge EUC Sjælland og STX Køge Gymnasium var samlet for at dyste om de mest innovative og geniale opfindelser, der handler om bæredygtighed og varighed.
2.g’ere fra Køge Gymnasium (KG), Køge Handelsskole (HHX) og Køge Tekniske Gymnasium (HTX) har været samlet til to intensive innovationsdage, hvor de i år har arbejdet med FN´s Verdensmål med særligt fokus på bæredygtighed, der er et projekt i samarbejde mellem Campus Køge og Køge Kommune.
Eleverne har på første dagen idéudvilket og brainstormet, mens anden dagen gik med at finpudse og fremlægge deres projekter. Hvert hold skulle finde frem til deres bedste idéer, skabe et visulet produkt, som blev præsenteret for et eksternt dommerpanel. Dommerpanelet bestod i år af Niels Rolskov, Formand for Klima- og Planudvalget i Køge Kommune, Jacob Skjødt Nielsen fra Grøn Omstilling i Køge Kommune, rektor ved HTX EUC Sjælland Line Høyer og campus-koordinator ved Campus Køge Fie Illum Jessen.
Fra verdensmål til hverdagsmål
De 81 elever har i år arbejdet med et projekt under titlen “Herfra til Varigheden”, der handler om vores liv i sameksistens og respekt for naturen, og hvordan man i sit nærmiljø kan implementere løsninger og teknologier, der skåner miljøet. Årets vinder var gruppe 13, der bestod af elever fra samtlige uddannelsesinsitutioner under Campus Køge. Projektet illustrerede, hvordan man kan isolere rør på en innovativ måde.
“Vi arbejdede med, hvordan man kan isolere rør med tang istedet for plast. Der bliver brugt rigtigt meget plastic, det er absolut unødvendigt. Vi benyttede tang som isolering og bioplast – naturprodukter som er genanvendelige, brandhæmmende og er produceret ved 100% vedvarende energi,” siger Julie Nedergaard Hansen, 18 år, STX Køge, og fortsætter:
“Det var virkeligt sjovt at skulle tænke nyt, og hvordan man kunne skabe en positiv forandring for miljøet. Vores gruppe var sammensat af elever fra de forskellige uddannelser, så vi havde mange forskellige kompetencer og livssyn. Vi havde slet ikke regnet med at vinde, vi var meget overrasket, da vores projekt faktisk var en meget enkelt,” slutter en glad Julie Nedergaard Hansen.
Idérigdom og nytænkning
Dommerpanelet bedømte elevernes indsats på kreativitet og innovation men også på budgetering og mulighed for implementering. Alle grupperne fremlagde deres løsninger for dommerpanelet, hvoraf tre grupper blev udtaget til finalen. Udtagelsen byggede på fire kriterier for gruppernes løsning – den skulle være konkret, realistisk, nyskabende og slutteligt præsenteret på en inspirerende og overbevisende måde. En af årets dommere var Niels Rolskov, Formand for Klima- og Planudvalget i Køge Kommune:
“Jeg var glad for at se den store idérigdom, og de mange nytænkende forslag eleverne kom med. Vinderprojektet havde den unikke kvalitet, at det var baseret på lokalt tilgængelige råvarer. Vi har både tang og bioplast i nærområdet, så på den måde understøtter projektet det lokale erhvervsliv.
Det var altså både bæredygtigt, benyttede lokale råvarer og umiddelbart gennemførligt i praksis,” siger han.
FAKTA
MEDICI CAMP er en årlig begivenhed, der blev skabt med det faglige og det sociale i højsædet. Eventen er inspireret af renæssancens tilgang til opfindelser og ideudvikling som fx fyrstefamilien Medici i Firenze var det. I et arbejdskrydsfelt mellem filosoffer, videnskabsmænd og kunstnere, så nye banebrydende opfindelser dagens lys. MEDICI CAMP tager dermed fortidens innovationsskabelse med ind i fremtiden, og overfører idégenerering til de tre ungdomsuddannelsers forskellige tilgange til teori og praksis, hvor MEDICI CAMP lader de studerende opdage de gode samspil, der opstår i tværfaglige møder.