KonditorBager på Marksvinget sælger hele januar et sandt mesterværk skabt i samarbejde med finalist i Den Store Bagedyst, Victoria Askjær. For hver solgt kage doneres fem kroner til Danmarks Indsamlingen
Nu får alle kageelskere i Køge og omegn mulighed for at smage en kreation fra Victoria Askjær, der er kendt som finalist i Den Store Bagedyst 2019. Selvom konkurrencen for længst er slut, fylder kager stadig en stor del i hendes liv, og i samarbejde med KonditorBager har hun skabt Danmarkskagen. Hver gang en kage bliver solgt, donerer bagerkæden fem kroner til Danmarks Indsamlingen 2020, der i år har børn på flugt som tema. Kagen kan købes hos bageren på Marksvinget hele vejen frem til det store TV-show, der afslutter landsindsamlingen.
– Jeg har selv to små børn og ved, hvor meget det betyder for et barn at kunne føle sig tryg. At være på flugt må være noget af det mest utrygge, et barn kan opleve, siger Victoria Askjær, der konkret står bag sammensætningen af kagen i form af de smage og elementer, der indgår i den.
Kagen består af en mazarinbund med et tyndt lag mørk chokolade, æblekompot med et tvist af citron og kardemomme, omkredset af en chokolademousse lavet på hvid chokolade fra Belgien. Kagen er pyntet med marengstoppe, mere hvid chokolade og strimler af citronskal.
Kage med god smag i munden
Bagermester i KonditorBager Hjertebager, Shady Hassania, er imponeret over den rutinerede amatørs sammensætning af smage og teknik. Han opfordrer samtidig alle til at købe kagen og få god smag i munden.
– Da vi modtog Victorias opskrift, gik jeg med det samme i gang med at bage kagen, og jeg må indrømme, at jeg er imponeret over det høje tekniske niveau og ikke mindst smagen. Vi stiller høje krav til vores brød og kager, og Danmarkskagen matcher alle vores forventninger, siger Shady Hassania, der er stolt af at kunne bidrage til Danmarks Indsamlingen.
Bageriet på Marksvinget har store forventninger til salget af Danmarkskagen, og hvis salget stikker helt af, bliver kagen en fast del af dessertkagesortimentet. For at markere støtten til Danmarks Indsamlingen er hele bagerbutikken indhyllet i Dannebrog, og flaget pryder også poser og kageæsker i perioden.
KonditorBager er en kæde af 57 butikker fordelt over hele landet. Bagerkæden blev startet i 1977, og udvalget har siden fulgt med tiden uden at gå på kompromis med håndværkskvaliteten. Konceptet indebærer også bagerbrød og konditorkager i én og samme butik. www.konditorbager.dk