Køge Kommune lægger igen vej til, når rytterne i Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, suser hen over asfalten i Køge Kommune på årets 4. etape lørdag den 17. august.

For to år siden var Køge målby for første etape af det prominente cykelløb PostNord Danmark rundt – og allerede igen i år er vi heldige at lægge vej til en del af ruten i Danmarks største cykelløb. Onsdag den 14. august starter den 34. udgave af det store etapeløb i Holstebro, og tre dage senere kommer feltet fra Stevns til Herfølge, hvor den første spurt på den 4. etape løber af stablen.

Det er dejligt, at vi endnu en gang får besøg af det flotte cykelfelt her i vores kommune – også selv om det blot er for en kort visit. Jeg tror, at mange borgere vil være interesserede i at kigge forbi Herfølge på dagen for at opleve suset, når de mange ryttere farer forbi, siger borgmester Marie Stærke.

4. etape starter på Stevns, hvor de første 40 km af dagens rute køres med start i Store Heddinge kl. 13:30. Efter rytterne har været igennem Herfølge, går etapen til Ringsted, og herefter nordpå mod Holbæk, hvor etapen afsluttes.

I årets løb, som har mål i Gladsaxe den 18. august deltager i alt 133 ryttere fordelt på 20 teams.

Der vil blive opsat skilte med parkering forbudt på strækningen primært ved Vedskølle by for at undgå parkerede biler i dagene op til besøget, mens trafikken på selve dagen vil kunne afvikles normalt, idet politiet kører foran og bagved rytterne og dermed alene sikrer, at rytterne har passage på stedet, mens de skal bruges den.

Kilde

Foto: ABW