Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2024/08/26 til 2024/09/03.
Flere containere i brand – Langelandsvej, Køge
Kl. 21.59 modtog alarmcentralen flere opkald fra borgere om ildebrand i Hastrupparken. Brandvæsnet var først fremme og blev beskudt med fyrværkeri. Ingen personer kom til skade. Gerningsmændene forsvandt herefter fra stedet.
Politiet kom kort efter frem til stedet, hvor det viste sig, at der var sat ild til tre containere ved et beboerhus. Ilden blev slukket, og politiet skal nu efterforske sagen for at forsøge at finde frem til identiteten på de personer, der affyrede fyrværkeri samt kortlægge årsagen til branden.
Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Indbrud i landejendom – Slimmingevej, Ringsted – Køge
Kl. 07.25 mandag morgen anmeldte ejeren af en landejendom i Ringsted, at der i løbet af natten havde været ubudne gæster i hendes stald. Fra et sadelrum var stjålet rideudstyr i form af sadler, trenser og hestedækkener for et større beløb.
Vidner der har bemærket personer eller køretøjer på Slimmingvej i området ved Vollerslev/Fløjterup bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.
Køge Festuge – Lovparken, Køge
Onsdag aften var nærbetjente til stede i Lovparken under Køge Festuge, for at sikre at alt forløb roligt.
Kl. 19.15 var en patrulje forbi en privat adresse, der ligger op til Lovparken, hvor der blev anmeldt meget høj musik. Da patruljen kom var der skruet ned, men kl. 20.08 var den gal igen. Da betjentene kom til stedet blev der spillet meget høj musik fra tre højtalere i haven, som pegede direkte mod Lovparken. Der var ingen personer i haven, og politiet har en mistanke om, at den høje musik var opsat som chikane for festugen. Musikken blev slukket og patruljen talte med husets beboer, som fik en advarsel om, at anlægget ville blive beslaglagt, hvis det skete igen.
Kl. 21.50 mødte betjentene fem unge mænd, som var ved at kommet op at toppes over salget af nogle billetter til Køge Festuge. De kendte alle hinanden fra skolen og ingen var kommet noget til, så de blev sendt videre i hver sin retning.
Omkring kl. 22.12 kom en melding om slagsmål i et øltelt, og det viste sig at være en gruppe drenge, som hele aftenen havde gjort sig negativt bemærket i området. Da patruljen kom fra var der faldet ro på stedet mellem de to grupper unge, som havde haft et klammeri. De unge mænd fra Stevns, der løbende havde tiltrukket sikkerhedsvagternes opmærksomhed, blev fulgt ud af pladsen efter episoden og fik klippet deres armbånd.
Køge Festuge
Politiet havde enkelte opgaver i forbindelse med gårsdagens festuge i Køge
Kl 11.50 blev det anmeldt, at 17-årig dreng fra Solrød onsdag aften havde fået to knytnæveslag i ansigtet af en anden yngre dreng.
Kl 21.42 så en 16-årig dreng fra Hvidovre sit snit til at hugge en håndfuld adgangsbånd fra en billetvogn på Torvet i Køge Personalet på stedet gav politiet så god en beskrivelse, at en patrulje kort efter kunne udpege den 16-årige i nærheden af Køge Å. Da patruljen tog kontakt til ham, valgte han at løbe fra stedet og i et forsøg på at slippe fra politiet sprang han ud i Køge Å. Manden ville ikke umiddelbart lade sig anholde men blev til sidst hentet op fra åen og sigtet for tyveri af 13 armbånd.
Kl 23.30 blev politiet også blandet ind i en sag, hvor en 18-årig kvinde fra Køge skulle have skubbet til en anden gæst, og efterfølgende sparket en vagt, der ville udvise hende fra pladsen. Kvinden vil senere blive sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Mand spurgte efter kontanter – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 11.04 anmeldte en 43-årig mand fra Aakirkeby, at han i forbindelse med kørsel på frakørselsrampen ved afkørsel 31B var blevet vinket ind til siden af en mand, der på gebrokkent engelsk havde bedt om kontanter til benzin. Manden havde efterfølgende vist den 43-årige bornholmer noget guld. Ud over manden, der bad om penge, sad endnu en person i køretøjet på rampen. Den 43-årige kørte fra stedet uden at give penge til manden.
Kl. 11.44 kom en ny anmeldelse om, at bilen nu holdt ved afkørsel 35 ved Ringsted, og kl. 12.19 modtog politiet endnu en anmeldelse om at samme bil nu forsøgte at standse biler på en afkørsel ved Sorø.
Politiet gennemkørte området, uden at finde frem til de personer, der forsøgte at få penge fra øvrige bilister. Politiet vil gerne advare bilister mod at købe guldlignende effekter fra sælgere, de bliver standset af på motorvejs til- og afkørsler. Undlad at standse op.
Narkobilist – Vordingborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 11.44 sigtede og anholdt politiet en 32-årig mand fra Taastrup for narkokørsel, da han blev testet positiv for cannabis og kokain. Han erkendte, at have røget hash nogle dage før, men nægtede, at have indtaget kokain. Den 32-årige fik udtaget en blodprøve, som skal påvise, om der var ulovlige stoffer i blodet. Han blev herefter løsladt, men vil høre mer fra politiet når resultatet kommer.
Påvirket bilist – Bjerggade, Køge
Kl 01.50 standsede politiet en personbil ført af en 27-årig mand fra Køge Der var mistanke om, at manden kørte bil til trods for at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han da også erkendte.
Stoffer – Vestergade, Køge
Kl 01.00 kom en patrulje forbi parkeringspladsen ved et supermarked og så i den forbindelse, at der sad en person på trappen. Patruljen fik mistanke om, at manden kunne være i færd med at sælge narko og tog derfor kontakt til ham. På stedet blev også truffet tre andre personer. Alle blev visiteret og tre af dem havde små salgsbreve med kokain på sig. Efter afhøring af patruljen erkendte de fire, at de i forening havde solgt narko videre via Snapchat. Et mindre kontantbeløb blev beslaglagt på stedet. Der var tale om fire unge mænd på 17 år fra Næstved, 16 år fra Fakse, 17 år fra Næstved og 17 år fra Rønnede. De fires hjemkommuner blev som følge af sagen orienteret om, at de fire unge var truffet ifm. sag om videresalg af narko.
Tissede på gaden – Bjerggade, Køge
Kl 20.35 bemærkede en patrulje at en 24-årig mand fra Kalundborg stod og tissede på gaden. Det gav en bøde på 1000 kroner.
Fem minutter efter gentog det sig – denne gang for en 22-årig mand fra Kalundborg, der ligeledes fik en bøde.
Uheld i morgentrafikken – Sydmotorvejen, Køge
Tirsdag morgen Kl. 05.38 stødte tre bilister sammen på Sydmotorvejen mod nord, da den forreste bremsede op på grund af kødannelse. En bilist nåede ikke at bremse, og kørte op i den forankørende, som igen blev skubbet ind i bilen foran. Den forreste og den bagerste bil i harmonikasammenstødet kunne selv køre fra stedet, men bilen i midten mødte fjernes af vejhjælp. Politi og ambulance var fremme på stedet, men der var ikke umiddelbart melding om alvorlig tilskadekomst. En bilist havde dog ondt i nakken og blev kørt til tjek. En skiltevogn kom frem og dirigerede trafikken uden om uheldet og omkring kl. 06.20 var vejen igen fri.
Ulovlig knallert – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 17.45 kørte en lille knallert på cykelstien langs Stevnsvej i Køge mod syd, da han blev stoppet til kontrol af en patrulje. Betjentene undersøgte knallerten, der viste sig at have en ulovlig udstødning, så den blev indbragt til nærmere undersøgelse. Føreren af knallerten, en 15-årig dreng fra Stevns blev gjort bekendt med mistanken om, at knallerten kunne køre for stærkt, og at den derfor ville blive udmålt på et rullefelt, der kan vise knallertens tophastighed. Drengen forældre blev orienteret, og de vil høre mere senere når knallerten er undersøgt.
Uorden – Nørregade, Køge
Kl 02.06 ville personalet på en bar i Køge bortvise en gæst, der i den forbindelse spyttede efter en dørmand. Patruljen formanede den 21-årige lokale mand om at tage hjem og sove den ud, hvilket han dog nægtede. Manden blev mere og mere opfarende og derfor så politiet ikke andre løsninger end at frihedsberøve manden, der blev taget med på politistationen.
Indbrud i Perioden
Brogade, Køge