Nyt lyskryds skal give bedre trafiksikkerhed for skolebørn Køge Kommune har besluttet at ombygge krydset Stensbjergvej/Tigervej for at forbedre trafiksikkerhed og tryghed for cyklister – især skolebørn – mellem Tigervej og Asgård Skole.
I denne uge starter en ombygning af det eksisterende lyskryds, hvor Tigervej møder Stensbjergvej i Køge by – et kryds, som hver dag bruges af mange både bilister og bløde trafikanter, ikke mindst elever på den nærliggende Asgård Skole.
Allerede nu er der flyttet et par master og stopstregen på cykelstien på Tigervej er blevet rykket længere frem mod krydset, så højresvingende biler bedre kan se cyklisterne.
Nu forestår så en ombygning af krydset, hvor midterhellen på Stensbjergvej bliver tilpasset, mens både fortove og cykelfelter bliver ombygget.
Samtidig bliver der opsat termiske kameraer for at registrere fodgængere og cyklister, når de kommer fra stien i krydsets sydvestlige hjørne – også det, man kunne kalde ’hospitalssiden’.
– Det er et arbejde, der vil gøre det mere trygt og sikkert for de mange skolebørn, der bruger den vej til og fra skole hver dag. Derfor er det også et vigtigt projekt, som vil kræve lidt tålmodighed, mens det står på, men som bliver en klar gevinst for området, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen.
Anlægsarbejdet vil opstarte i næste uge og forventes at vare 4-5 uger, og der opfordres til, at man anvender fodgængerfeltet i krydsets sydlige side – altså den, der vender ud mod Køge Idrætspark – når man krydser Stensbjergvej, imens anlægsarbejdet foregår.
Der vil også være skiltet i området i forbindelse med arbejdet.