Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/02/28 til 2020/03/10.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkeligt fund på toilettet – Hovedgaden, Borup – Køge

Kl. 11.34 måtte politiet assistere personalet på en skole, idet personalet havde fundet nogle mistænkelige, små pakker gemt på toiletterne. Personalet mistænkte pakkerne for at indeholde narkotika. Politiet kunne dog i en vis grad berolige personalet, idet pakkerne var de karakteristiske “pakker” indeholdende snus, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af henvendelsen.

Gasledning overgravet – Vestergade, Køge

Kl. 11.42 rykkede politiet ud til Vestergade, idet en gasledning var blevet gravet over. Det viste sig at være en hovedgasledning, hvorfra gassen slap ud i området. Vejen blev derfor afspærret i begge retninger frem til kl. ca. 13.20, indtil en reparatør fra gasselskabet havde fået udbedret skaden. En 23-årig mand fra Søllested ansat hos en entreprenør var den, der ved et uheld havde fået gravet en hovedgasledning over. Ingen personer havde været i fare under gasudslippet, der måske også betød varmetab for beboere i området.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen / afkørsel <32> Ølby, Køge

Kl. 16.36 var en lastbil forulykket på afkørsel <32> Ølby i det nordgående spor ved Køge Bugt Motorvejen. Politiet kunne konstatere, at en polsk lastbil med en last af stålelementer var væltet om på siden, så tunge og store stålelementer fra ladet lå spredt ud i kurven ca. midt på afkørslen. Det var dog muligt for trafikanter med forsigtighed at passere forbi uheldsstedet via nødsporet på frakørslen. Ambulancepersonale tilså lastbilchaufføren, der havde fået en mindre rift i ansigtet. Kl. ca. 17.05 blev afkørslen lukket af en skiltevogn, medens bjærgningskøretøjer foretog oprydning på uheldsstedet. Lastbilen blev bugseret væk til nærmere undersøgelse af sagkyndige fra politiets Tungvognscenter Øst, idet politiet mistænker vogntoget for at have været belæsset i strid med gældende regler. Ingen andre trafikanter blev involveret i ulykken.

Dreng kom ikke hjem efter indkøb – Borup – Køge

Kl. 22.34 rettede forældrene til en 11-årig dreng fra Borup henvendelse til politiet, fordi drengen ikke var kommet hjem efter indkøb i et supermarked, der lå få minutters gang fra familiens bopæl. Han skulle blot købe nogle småting og derefter komme hjem, men ca. 1½ time efter butikkens lukketid var han endnu ikke dukket op derhjemme. Familien var derfor bekymret for, hvad der kunne være sket og var i øvrigt selv ude at lede efter ham. Politiet sendte et par patruljer, herunder en hundepatrulje, til Borup for at lede efter drengen, der heldigvis dukkede kort før kl. 23.00 i god behold. Politiet indstillede derfor eftersøgningen af drengen, der oplyste, at han var blevet låst inde i supermarkedet. Det var dog lykkedes ham at finde en nødudgang, der havde sat butikkens alarm i gang.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret mv. – Egedesvej, Køge

Kl. 01.08 ønskede en patrulje at standse en bilist, der kørte ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning. Bag rattet sad en kvinde, som ikke ønskede at standse og derfor fortsatte sin kørsel væk fra motorvejen ad afkørsel <31b> Egedesvej, hvor hun kørte frem mod rødt lys. Under den videre kørsel ad Egedesvej mod øst kørte hun også frem mod rødt lys ved Nylandsvej. En anden patruljebil spærrede dog Egedesvej, så den kvindelige bilist ikke kunne køre længere. Politiet foretog efterfølgende anholdelse af en spirituspåvirket, 21-årig kvinde fra Rødovre, der blev sigtet for spirituskørsel og ud over kørslerne frem mod rødt lys også for kørsel uden førerret i personbilen. Bilens ejer – en 31-årig mand fra Valby – var med i bilen under kørslen. Han blev sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne føre køretøjet. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Narkokørsel med stor trailer – Køge Bugt motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 09.05 sigtede og anholdt politiet en 23-årig mand, som kørte bil i narkopåvirket tilstand. Bilen trak en trailer, som havde en totalvægt, som sammen med det trækkende køretøjs totalvægt kræver, at føreren har trailerkørekort. Den 23-årige havde ikke trailerkørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret til denne kategori. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nå resultatet af blodprøven kommer, vil den 23-årige høre mere fra politiet.

Lov om euforiserende stoffer – Parkvej, Køge

Kl. 16.44 fik en patrulje øje på en mand med bar overkrog. Han løb rundt i området og ind i en opgang, hvor politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 45-årig mand fra Køge Ved en kontrol af manden, der opholdt sig i visitationszonen i Køge, fandt politiet ham i besiddelse af knap tre gram hash. Politiet sigtede ham for den ulovlige besiddelse af hashen, som blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion.

Mistænkeligt forhold – Strandvejen, Køge

Kl. 03.12 kontaktede en 32-årig mand fra Køge politiet, fordi han var blevet vækket af en fremmed mand, der havde banket på terrassedøren ind til stuen, hvor han lå og sov. Manden havde også lyst ind med en lommelygte, hvorefter anmelderen havde råbt op, så manden flygtede væk i løb. Politiet kørte til området for at lede efter manden, men fandt ikke nogen mistænkelige personer. Om den fremmede mands adfærd måske var optakten til et natligt indbrud, vides således ikke. Der var ingen tegn på opbrydning af døre eller vinduer på anmelderens bopæl.

Indbrud i villa – Svaneengen, Herfølge – Køge

Kl. 03.34 fik politiet henvendelser fra både beboeren selv, men også fra naboen til en adresse, hvor en rude netop var blevet knust i en privat bolig. Anmelderne havde derfor en formodning om, at der var tale om et igangværende indbrud, hvorfor politiet kørte med flere patruljer til området. På stedet traf politiet en 32-årig mand, der havde set en person iført lys trøje flygte til et køretøj, som personen var flygtet videre i. Det var ifølge politiets undersøgelser ikke lykkedes personen at komme ind i boligen. Politiet fandt heller ikke nogen mistænkelige personer eller køretøjer i området.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området umiddelbart før anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hurtige bilister – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 20.04 målte færdselspolitiet en personbil til at køre mindst 172 km/t ad motorvejen, selv om skiltning angav, at højst tilladte hastighed var 110 km/t. Der var tale om en 20-årig mand fra København N, som blev sigtet for både hastighedsovertrædelsen og for at have glemt at medbringe sit kørekort under kørslen. Han kan nu ud over en bøde se frem til en påstand om et kørselsforbud i anledning af den hurtige kørsel.
Kl. 20.39 målte færdselspolitiet igen en personbil til at køre mindst 166 km/t mod højst tilladt 110 km/t ifølge skiltningen. Bilen blev ført af en 22-årig mand fra København NV, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Han kan også forvente en bøde og desuden en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Kniv fundet i visitationszone – Ølbycenter, Køge

Kl. 14.20 visiterede politiet en 20-årig mand fra Køge i visitationszonen. Han blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, så han blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Politiet beslaglagde kniven med henblik på konfiskation, hvilket den 20-årige accepterede. Den 20-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel uden kørekort i stjålet bil – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 20.25 standsede en patrulje en bil, som kørte på Sydmotorvejen med sydvest. Føreren af bilen, en 29-årig mand fra Holeby på Lolland var påvirket af hash, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han havde desuden frakendt førerretten, og bilen havde han taget fra sin kæreste uden at få lov. Han var kørt fra Holeby til Christiania og var nu på vej retur. I bilen blev fundet 131 gram hash, som den 29-årige blev sigtet for at besidde. Med i bilen som passager var en 19-årig mand fra Holeby, som blev fundet i besiddelse af 8 gram hash. Politiet beslaglagde hashen med henblik på konfiskation.

De to blev begge anholdt, mens politiet fik afklaret sagen om tyveri af bilen. Den 29-årige blev desuden sigtet for brugstyveri af bilen, da politiet fandt at det var ham som alene havde taget bilen. Han fik udtaget en blodprøve, som skal vise om han var påvirket under kørslen Efter endt afhøring og sagsbehandling blev de to løsladt. Bilen blev overdraget til ejeren af bilen. De vil begge høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Egelundsvej, Slimminge, Ringsted – Køge

Kl. 05.30 fik politiet en anmeldelse om, at en bil holdt ude på en mark, og at en mand sad i den. Politiet kørte til stedet og traf en spirituspåvirket, 20-årig mand fra Nørre Alslev, som blev anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel i personbilen. Den 20-årige havde ikke noget kørekort, idet hans førerret var inddraget af politiet i forvejen. Han havde under kørslen mistet herredømmet over bilen, som så var havnet ude på en mark. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet, og den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelser for både alkohol og euforiserende stoffer. Den 20-årige nægtede i øvrigt at have været fører på uheldstidspunktet, idet han havde overladt bilnøglerne til en anden og blot havde fået at vide, hvor hans forulykkede bil holdt.
Denne sag var i øvrigt anden gang i nat, at politiet kunne mistænke den 20-årige for at have køre bil i spiritus- og narkotikapåvirket tilstand og uden førerret. Kl. ca. 00.10 havde politiet truffet ham kørende på Nordhøj, Køge, og i den forbindelse blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven. I den forbindelse havde politiet også fået udtaget blodprøve af den 20-årige, som under alle omstændighederne vil høre nærmere fra politiet, når efterforskningen i sagen med uheldet er afsluttet, og blodprøverne er blevet analyseret.

Lørdag – søndag:

 

Butikstyveri – Toldbodvej, Køge

Kl. 20.10 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at to personer – en mand og en kvinde – netop var kørt fra stedet i en bil, efter at de kl. ca. 20.00 havde afleveret varer, som de havde stjålet fra supermarkedet. Personalet havde via overvågningen set, at de to personer tog forskellige varer, som blev gemt i en taske, som kvinden medbragte. Efter at de var gået gennem kassen uden at betale for noget, blev de antastet af personalet, men de to mistænkte satte sig til modværge. Det lykkedes dog personalet at holde fast i kvindens taske, hvorefter hun til sidst udleverede de stjålne varer, inden de forlod området i en bil. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Kvinde, 40-45 år, 155-160 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Håret sat op i knold, sorte øjebrun og brune øjne, Talte: Østeuropæisk, Iført: Sort knælang jakke, Medbragte: Sort DAY-taske; og B: Mand, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Yderligere kendetegn: Ingen skæg og blå øjne, Talte: Østeuropæisk, Iført: Mørkeblå dunjakke og sorte joggingbukser. Politiet ledte forgæves efter de to mistænkte i området, men forsøger nu at få dem identificeret via overvågningsmateriale.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket dem ved supermarkedet, eller som har oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i Perioden

Grønnevej, Lellinge, Køge
Hybenvej, Køge
Søndervangen, Køge