Lørdag d. 12. oktober åbner første del af en ny vandrerute i Køge Nord. Tidslinien, som ruten er døbt, er skabt på baggrund af omfattende arkæologiske undersøgelser og fortæller historien om de fællesskaber, forandringer og fremtidsdrømme, som har eksisteret i området gennem tiden.

Køge Nord, er som det vil være mange bekendt, i en rivende udvikling; helt nye boligområder skyder op og det, der tilsyneladende før var bar mark, bliver nu hjem for mange mennesker, mens nye veje og erhvervsområdet også kommer til. Men den bare mark var ikke helt så bar. Forud for byggeprocessen har arkæologerne fra Køge Museum i samarbejde med lokale beboere undersøgt spor af fortidens Køge Nord – og de spor er mange.

Udvikling skaber viden

De arkæologiske udgravninger fortæller om områdets udvikling gennem de sidste 7000 år – fra jægerstenalder til i dag. Det er essensen af disse fund og deres fortælling, Køge Museum sammen med Køge Kommune og med en bevilling fra Velux Fonden har brugt til vandreruten, hvor skilte med QR-koder giver mulighed for at dykke direkte ind i historien.

– Når et landskab forandrer sig så meget og så hurtigt, som Køge Nord gør i disse år, må vi gøre noget aktivt for at få historien med. Målet med Tidslinien er så vidt muligt at give historien tilbage til området og opleve den helt lokalt. Det giver nogle andre muligheder for at fornemme historien og tidsdybden i landskabet, end man kan få i udstillingerne på museet, siger projektleder og arkæolog på Køge Museum, Anna S. Beck.

Fra lørdag den 12. oktober bliver det altså muligt at gå en rute og blive taget med på den flere tusinde år lange fortælling om tilblivelsen af et sted, som vi kender det i dag.

– Det er fantastisk at se Køge Nord udvikle sig som bydel – og det er dejligt, at vi nu også i den proces kan skabe et helt konkret bindeled mellem fortiden og nutiden med Tidslinien som vandrerute. Forhåbentlig kan Tidslinien også bidrage til et fællesskab mellem både de nuværende beboere i alle dele af Køge Nord og alle de nye, der kommer til i Køge Nord Skovby. Det er et både nytænkende og spændende projekt om et område og dets historie, siger borgmester Marie Stærke.

Vandreruten åbnes i flere etaper og kommer i alt til at bestå af 16 stop, når den er foldet helt ud i løbet af næste år. Første del åbnes lørdag d. 12. oktober kl. 11 – 13 i haven på Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62a, Ølsemagle, 4600 Køge.

Alle er velkomne.

Læs mere her

Foto: ABW