Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/03/16 til 2020/03/24.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Gasledning blev gravet over – Farstrupvej, Køge
kl. 09.48 kom et alarmopkald om at en gasledning var blevet gravet over af en gravemaskine, som arbejdede på stedet. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor patruljerne begyndte at informere beboerne i området om udslippet, og om at de skulle slukke for gassen i deres hjem. Der var ingen fare for personer, da gassen steg direkte til vejrs. Gasselskabet blev hastetilkaldt, til at udbedre skaden. De var nødt til at grave helt ned til hovedledningen for at stoppe gasudslippet, så der blev arbejdet et godt stykke tid på stedet før gassen var lukket.
Brand i bil – Gymnasievej, Køge
Kl. 03.32 opstod der brand i en BMW personbil, som holdt parkeret under et halvtag ud for et lejlighedskompleks på Gymnasievej. Ilden spredte sig fra BMW til en Peugeot, som holdt ved siden af, og der skete mindre varmeskader på en bil som holdt tæt på. Politi og brandvæsen kørte til stedet og ilden blev slukket før den spredte sig yderligere. To af bilerne udbrændte delvist og der skete brandskader på carporten, hvorunder bilerne holdt. Ingen personer kom til skade. Politiet undersøgte efterfølgende brandstedet, men det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, der nu skal undersøges nærmere.
Vidner som har set nogen personer omkring de parkede biler før eller efter der udbrød brand, bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Spankulerende svane skabte uheld – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand
Kl.15.51 gik trafikken i stå på Køge Bugt Motorvejen, da en svane spankulerede hen over kørebanen. En 51-årig kvinde Næstved overså at de forankørende holdt stille, og nåede ikke at bremse ned i tide. Hun forårsagede derfor et harmonikasammenstød med tre andre biler. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Bilerne fik skader, men kunne flyttes ind i nødsporet, så motorvejen hurtigt kunne genåbnes.
Ung hashkøber overfaldet – Munkekærgård, Køge
Kl.22.34 anmeldte en 18-årig mand fra Solrød Strand, at han netop var blevet overfaldet og truet med kniv på et stisystem tæt ved Køge Nord station. Den 18-årige havde via Snapchat aftalt med en ukendt person, at de skulle mødes, da den 18-årige ville købe hash. De aftalte at mødes ved en bro bag Køge Nord station. Da den 18-årige kom frem til stedet var der to mænd. Den ene mand trak en kniv og truede den 18-årige til at udlevere sine værdier. Gerningsmændene tog 1200 kr., som den 18-årige havde i sin taske, samt hans personlige kort. Den 18-årige blev herefter slået i baghovedet, og fik besked på at løbe fra stedet. Den 18-årige bemærkede at de to mænd løb fra stedet i østlig retning via stisystemet. Politiet kørte talstærkt til stedet, for at søge efter de to flygtende mænd. Hundepatruljer søgte i området, men fandt ikke frem til mændene. Politiet kørte den 18-årige mand på skadestuen til undersøgelse, men han var ikke kommet alvorligt til skade.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, alm. bygning. Iført sort joggingtøj, hættetrøje og maskering for ansigtet. Han talte med mellemøstlig accent.
B: Mand, kraftig af bygning. Iført sort joggingtøj og jakke. Talte med mellemøstlig accent.
Politiet efterforsker nu sagen om røveri mod den 18-årige mand. Vidner som har se de to beskrevne mænd på stisystemet bag Køge Nord station omkring gerningstidspunktet, eller som i øvrigt kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Grundlovsforhør i sag om narkotika – Køge/Greve
Søndag nat blev en 33-årig mand fra Greve anholdt på Gammel Lyngvej i Køge, hvor han blev anholdt og sigtet for bl.a. narkokørsel. Politiet fandt i den forbindelse MDMA, metamfetamin, hash og en revolverlignende genstand, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være et signal/gasvåben. Den 33-årige blev desuden fundet i besiddelse af et femcifret kontantbeløb og et større antal pølsemandsposer, som politiet mistænkte hidrørte fra salg af narkotika.
Politiet ransagede i den forbindelse den 33-åriges opholdsadresse i Herfølge. Her blev fundet 259 gram MDMA, som den 33-årige og hans 41-årige bofælle kunne mistænkes for at have til hensigt at sælge videre. Den 41-årige mand fra Herfølge blev ved ransagningen anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Begge mænd blev senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Den 41-årige mand, som var tilmeldt på adressen, hvor narkoen blev fundet blev varetægtsfængslet frem til den 8. april, og den 33-årige blev fængslet frem til den 26. marts 2020.
Tricktyveri – Hovedgade, Lille-Skensved – Køge
Kl. 10.48 anmeldte personalet fra Daglig Brugsen i Lille-Skensved, at de dagen i forvejen omkring kl. 15.00 havde været udsat for et tricktyveri i butikken. En engelsktalende mand gik til kassen, hvor han bad om at købe en flaske Underberg. Manden skabte forvirring i forbindelse med købet, så han ændrede mening omkring hvad han skulle have, og hvilke kontanter han betalte med. Det lykkedes i den forbindelse den engelsktalende mand, at franarre ekspedienten 500 kr. Personalet i Brugsen havde kendskab til et lignende tricktyveri fra en Daglig Brugsen i København.
Den mistænkte beskrives som: Mand, Dansk af udseende, 60-65 år, 180-185 cm, Hårfarve: Grå, Yderligere kendetegn: Gråt skæg. Talte engelsk, men forstod dansk., Talte: Engelsk, Iført: Sort jakke, beige kasket.
Politiet vil gerne opfordre butiksindehavere til at have opmærksomhed omkring denne form for tricktyveri og orientere deres personale.
Brag ved arresten – Ringvejen, Køge
Kl. 00.13 fik politiet en anmeldelse om forskellige brag ved siden af arresten, idet nogen formentlig affyrede fyrværkeri i området. Fra stedet var kørt en personbil, som politiet fik kontakt til på Københavnsvej. I bilen var fem unge mænd fra Korsør-området, hvoraf en 17-årig blev fundet i besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. Ingen af de øvrige blev fundet i besiddelse af ulovlige effekter, og ingen af dem kunne konkret mistænkes for ulovlig affyring af fyrværkeri ved arresten.
Spirituskørsel mv. – Hirsemarken, Borup – Køge
Kl. 07.48 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som undrede sig over en mands adfærd ved en varebil, der holdt på Hirsemarken. Manden var steget ud af bilen og havde lavet nogle mærkelige fagter, hvorefter han havde urineret op ad en hæk. Herefter havde han sat sig ind på førersædet, men havde tilsyneladende besvær med at få bilen til at køre. Politiet kørte til området, hvor manden i mellemtiden havde forladt bilen og var gået derfra. En 39-årig, spirituspåvirket mand fra Borup blev dog truffet i nærheden, og da han kunne mistænkes for at have ført varebilen i spirituspåvirket tilstand, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel. Det var han ikke tilfreds med og blev udadreagerende, ligesom han nikkede en betjent en “skalle” i brystet og kaldte politipersonalet for diverse nedladende ting. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sagerne også om vold mod politipersonalet løslod politiet kl. 09.05 den 39-årige, der dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Kl. 09.10 fik politiet henvendelser om, at en råbende mand gik ad Ringstedgade tæt på politistationen. Manden var udadreagerende og skabte utryghed for de øvrige, som færdedes i det offentlige rum. Politiet fik igen kontakt til den 39-årige, som nu i medfør af politiloven blev frihedsberøvet og anbragt i detentionen, så roen og freden på gaden blev genoprettet. Først på eftermiddagen var han faldet så meget til ro, at det var forsvarligt at løslade den 39-årige.
To narkokørsler, narko i bilen og trusler – Køgevej/Ny Østergade, Roskilde
Kl. 02.00 så en patrulje en personbil med to personer i, som kørte fra Køgevej via rundkørslen til Ny Østergade. Patruljen ville lave en rutinekontrol af bilen, og tændte udrykningssignalet, for at vise at bilen skulle standse. Da politiet fik standset bilen havde de to personer i bilen, en 29-årig mand fra Brøndby og en 44-årig kvinde fra Frederikssund, byttet plads. De blev begge skønnet påvirket af narko, og blev testet med narkometeret, som viste et positivt resultat. De blev begge sigtet for narkokørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet ransagede bilen, hvor de fandt 45 gram hash, hashmix og 9,93 gram amfetamin, som den 29-årige mand erkendte ejerskabet af. Politiet mistænkte manden for at besidde narkoen med henblik på videresalg, hvilket han blev sigtet for. Politiet beslaglagde narkoen med henblik på destruktion. Manden var desuden frakendt førerretten, og fik også en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.
Ved afhøring af kvinden anmeldte hun i samme ombæring den 29-årige for i løbet af dagen at have truet hende på livet. De blev begge taget med til sygehuset, hvor de fik udtaget en blodprøve. Kvinden blev herefter løsladt, men manden blev taget med til stationen til afhøring, hvor han også blev sigtet for trusler mod kvinden. Han blev herefter løsladt, men er fortsat sigtet i sagerne. De kan begge forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Mistænkeligt forhold – Bjæverskovhusene, Bjæverskov – Køge
Kl. 14.15 anmeldte en borger, at hendes naboer, som er ældre mennesker, netop havde haft besøg af to mænd, som så udenlandske ud med sort hår. Den ene var iført en hvid støvmaske. De to mænd forsøgte at komme ind til de ældre, ved at foregive at de ville instruere de ældre i at undgå Coronavirus. De ældre var dog så snarrådige at de fulgte sundhedsmyndighedernes anvisninger om at undgå unødig kontakt med fremmede, så de lukkede ikke mændene ind. Mændene forlod herefter stedet en mørk personbil, der muligvis var af mærket Hyundai.
Politiets vagtcentral efterlyste mændene og bilen til de kørende patruljer i området, men fandt ikke frem til mænd eller bil. Der blev ikke anmeldt flere episoder af lignende karakter.
Borgere som oplever den slags henvendelser skal kontakte politiet straks efter. Noter gerne signalement og beskrivelse af et evt. anvendt køretøj. Udvis skepsis, hvis personer uopfordret henvender sig på din bopæl og kontakt relevante myndighed, hvis du er i tvivl om henvendelsen er reel. Tal med dine ældre pårørende om, hvordan de skal forholde sig, når personer uanmeldt dukker op ved deres dør.
Narkopåvirket med revolver i bilen – Lyngvej, Køge
Kl. 01.20 standsede en patrulje en personbil, som kørte ad Gammel Lyngvej, for at lave en rutinemæssig kontrol. Betjentene mistænkte føreren, en 33-årig mand fra Greve, for at være påvirket af narko, hvilket en test med narkometeret bekræftede. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet visiterede manden og ransagede hans bil, hvor de fandt en fire ulovlige knive, 15 gram opiater og 9,31 gram flydende amfetamin. Ved nærmere gennemgang af bilen fandt betjentene en revolver, som var sat fast i bilen med en strip. Den 33-årige blev taget med til sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve, og herefter blev han taget med til politistationen til afhøring. Anklagemyndigheden skal lave en juridisk vurdering af sagen, hvor de vil tage stilling til om, den 33-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, idet det omhandlede våben rettelig viste sig at være en slags signal- og gaspistol.
Indbrud i Perioden
Jasminvej, Køge
Smedevej, Køge