Hvad er den rigtige balance mellem det digitale og analoge i undervisningen i fremtidens folkeskole? Og skal skolerne være mobilfri? Netop det skal diskuteres, når Køge Kommune afholder et stort temamøde den 4. december 2025, hvor både elever, skoleledere, skolebestyrelser, og repræsentanter fra dagtilbud samles for at sætte gang i arbejdet med skærmpolitikker.
Danske skoleelever er dem, der bruger digitale værktøjer mest i skolen ud af alle 81 OECD-lande. Det viste en PISA-undersøgelse, som blev lavet sidste år. På baggrund af undersøgelsen lavede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet 12 anbefalinger til brug af skærme i grundskolerne. Og det er de anbefalinger, som Køge kommune nu sætter fokus på til et temamøde den 4. december på Asgård Skole.
– Skærme er stærkt afhængighedsskabende, og det gør det svært for børn og unge at løfte blikket fra mobilen. Derfor er det også helt afgørende, at vi som politikere sætter gang i et arbejde på kommunens skoler, som hjælper med at sætte rammerne for, hvad den gode balance er i forhold til digitale værktøjer og brugen af mobiltelefoner i løbet af dagen. Det skylder vi simpelthen vores børn og unge, siger formand for Skoleudvalget Ali Yahya.
På temamødet deltager børneudvalget, skoleudvalget, skolebestyrelser, skoleledelser, områdeledere fra dagtilbud, Fælleselevrådet, DLF, BUPL samt relevant pædagogisk personale.
Dagen skydes i gang med et oplæg af Mads Vestergaard der er forfatter, foredragsholder og Ph.d. i digitale medier og demokrati. Oplægget giver et overblik over de væsentligste udfordringer, som er fulgt med brugen af skærme og mobiltelefoner baseret på den nyeste forskning på området.
Læs mere her:
Køge Kommune sætter fokus på børn og unges brug af skærme og digitale værktøjer