Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/03/27 til 2020/04/07.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Trængsel ved genbrugsplads – Tangmosevej / Københavnsvej, Køge
Kl. 09.32 fik politiet den første af flere henvendelser om tiltagende trafik på Tangmosevej af bilister, der skulle ind på genbrugspladsen. En patrulje kørte til området og fik oplyst, at personalet på genbrugspladsen sørgede for, at kun 10 bilister ad gangen var til stede samtidig på genbrugspladsen. Det medførte en langsommere trafikafvikling end normalt, når borgere skulle aflevere affald på stedet. Politiet foretog sig ikke yderligere end at vejlede bilister og personale på genbrugspladsen om en måske smidigere trafikafvikling i området. Ingen blev sigtet for nogen lovovertrædelser i forbindelse med politiets tilstedeværelse i området.
Politiets opfordring til bilisterne er at vurdere det akutte behov for at aflevere affald og måske overveje at udskyde besøget på genbrugspladsen til et senere tidspunkt.
Arbejdsulykke – Hjørnegårdsvej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 14.56 var en mand kommet til skade i forbindelse med en arbejdsulykke, så en ambulance var blevet tilkaldt. Politiet kørte også til arbejdsstedet, hvor en 61-årig mand fra Køge havde pådraget sig en ca. 15 cm lang flænge i den ene underarm, så han blev bragt til behandling på skadestuen i Køge Det viste sig, at han havde betjent en kap-/geringssav og herunder var kommet til skade. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere sammen med politiet for at få grundlag for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken. Den 61-årige blev indlagt på sygehuset til fornøden behandling i anledning af flængen på armen.
Knivstikkeri – Parkvej, Køge
Kl. 19.03 – se særskilt pressemeddelelse udsendt tirsdag formiddag.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 03.15 standsede politiet en personbil, der var blevet ført ad Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning ved Greve C-afkørslen. Føreren var en 32-årig mand fra Taastrup, som deltog i en narkometertest. Den indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt og sigtet for narkokørsel. Den 32-årige var i øvrigt i forvejen frakendt kørekortet og måtte derfor slet ikke køre bilen. Politiet løslod den 32-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Mange på boldbanen – Nylandsvej, Køge
Kl. 19.02 fik politiet en henvendelse om, at ca. 15 personer var forsamlet ved boldbanerne bag boligblokkene. Politiet kørte til området og kunne konstatere, at flere personer ganske korrekt var forsamlet i området. Ved synet af politiet løb de i alle i forskellige retninger, så politiet gjorde ikke yderligere med baggrund i anmeldelsen. Politiet kan kun opfordre unge til at overholde reglerne i forsamlingsforbuddet af hensyn til deres egen sundhed i forhold til eventuel smitte af coronavirus.
Beruset mand – Vestergade, Køge
Kl. 19.47 fik politiet en henvendelse om, at en mand gik råbende gennem gade, hvor han også slog på forskellige butiksruder. Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 47-årig mand fra Køge, som blev frihedsberøvet og efter et lægetilsyn blev lagt i detentionen til afrusning. Politiet vurderede, at han ikke ville være i stand til at klare sig selv, og at han var utryghedsskabende over for andre. Søndag morgen blev han løsladt uden at være blevet sigtet for noget i anledning af sin adfærd.
Trængsel ved genbrugspladser – Holbæk / Køge
Kl. 0902 fik politiet en henvendelse om, at der var kødannelse ved genbrugspladsen på Gl. Ringstedvej, Holbæk. Lidt senere anmeldte den kommune hjemmepleje, at de havde svært ved at komme ud med deres køretøjer på grund af køen til genbrugspladsen. En patrulje kørte til området og vejledte en portvagt ved genbrugspladsen om afvikling af køen på en sådan måde, at også hjemmeplejen kunne komme til og fra deres lokaler.
Kl. 09.49 var der trafikale problemer ved genbrugspladsen på Tangmosevej, Køge Ifølge anmeldelsen var der kø i begge sider af vejen, så busser havde svært ved at passere. En patrulje kunne konstatere, at 60-80 biler holdt i kø, men afviklingen af køen foregik stille og roligt, så der var ikke grundlag for at foretage yderligere.
Uro og uorden – Ølbycenter, Køge
Kl. 19.13 kom et alarmopkald om at to grupper på i alt 10-15 mænd sloges i Ølbycenter. Anmelderen oplyste, at mændene bevægede sig rundt omkring Ølby Center og Køge Svømmeland. Flere patruljer blev sendt til stedet, men da første patrulje kom frem kort efter var ingen uro eller personer samlet. Politiet blev i området og patruljerede i et stykke tid, men fandt ikke frem til gruppen af mænd og fik ikke flere anmeldelser om slagsmål eller anden uro.
Fuld mand i toget – Jernbanegade, Køge
Kl. 22.29 anmeldte en togpassager, at hun netop var steget på toget i Køge mod København, og at der i toget lå en kraftigt spirituspåvirket mand, som hun frygtede ikke havde det godt. Politiet tog kontakt til DSB, som tilbageholdt toget på Hundige Station, hvor en patrulje stod klar til at undersøge sagen. Politiet traf en 38-årig mand fra København, som politiet anholdt, idet han var så påvirket af spiritus, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han blev taget med i detentionen, hvor han fik lov at sove til næste morgen
Ægkastende bilist – Billesborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 14.58 anmeldte en 65-årig mandlig bilist fra Herfølge, at han havde været udsat for en mærkværdig hændelse. Han havde mellem kl. 1400-1430 parkeret ved et supermarked, da en hvid varebil med to mænd var standset samme sted. Den ene af mændene havde derefter kastet tre æg mod anmelderens bil, hvorefter mændene i varebilen kørte fra stedet. Hverken anmelderen eller hans bil havde fået nogen egentlig skade, men anmelderen syntes, at mændenes adfærd var noget besynderlig, så politiet burde blive underrettet herom. Hverken varebilen eller mændene er beskrevet yderligere, så politiet har blot noteret sig den 65-åriges oplevelse, hvis andre i samme område skulle have været udsat for det samme.
Uro og uorden – Parkvej / Gymnasievej, Køge
Kl. 18.03 fik politiet en henvendelse fra en lokal anmelder om, at en større gruppe unge mænd var forsamlet på en sti mellem Parkvej og Gymnasievej. Anmelderen mistænkte dem for at enten selv at ryge stoffer eller måske sælge euforiserende stoffer, idet anmelderen ofte fandt rester fra rygning af hash mv. Politiet kørte til området i præventivt øjemed og for at lede efter gruppen af unge mænd, der måske også kunne overtræde forsamlingsforbuddet i relation til corona-lovgivningen. Gruppen blev dog ikke spottet, men politiet modtog kl. 21.01 flere anmeldelser om, at der nu blev affyret fyrværkeri i området ved Gymnasievej og en boldbane i området. Ingen blev dog afsløret i en ulovlig handling, så ingen blev sigtet for noget, selv om affyring af fyrværkeri på dette tidspunkt på året er ulovligt.
Politiets forebyggelsesarbejde – Gymnasievej, Køge
I går var betjente fra forebyggelsesafdelingen på gaden i Køge med fokus på området omkring Ellemarken for at være i dialog med borgerne om forsamlingsforbuddet og høre om evt. utryghedsskabende adfærd.
Kl.11.44 visiterede politiet en 23-årig mand fra Fakse, da de mistænkte ham for at være i besiddelse af narko. På et bord foran den 23-årige lå der jointpapir, hvilket skabte mistanken. Den 23-årige blev fundet i besiddelse af 5,13 gram hash, som han blev sigtet for at besidde. Politiet beslaglagde hashen med henblik på konfiskation, og den 23-årige kan forvente at høre mere i sagen.
Kl. 21.23 fik politiet anmeldelse om, at der blev affyret kanonslag omkring Parkvej/Gymnasievej. Betjente der var i området undersøgte sagen, og det viste sig at kanonslaget blev affyret i Boholte området. Politiet fandt ingen som affyrede fyrværkeri, og der kom ikke flere anmeldelser om fyrværkeri i området.
Politiet oplevede at forsamlingsforbuddet blev overholdt, og betjentene havde en god dialog med de unge. Der blev ikke uddelt nogen bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i den forbindelse. Indsatsen i området fortsætter, hvor politiet lejlighedsvis vil lægge vejen forbi for at føre tilsyn med at reglerne omkring forsamling overholdes.
Uro og uorden – Parkvej, Køge
Kl. 16.36 anmeldte en lokal borger, at der nu igen var forsamlet ca. 15 unge ved boldbanen i området. De unge kom på stedet næsten dagligt og samledes i flok. Om aftenen bliver der af og til ifølge anmelderen også affyret fyrværkeri i området. En patrulje blev straks sendt til området, hvilket bevirkede, at de unge hurtigt forsvandt i alle retninger, da de fik øje på patruljebilen. Ingen blev sigtet for noget, men politiet forblev lidt i området i præventivt øjemed, så personer ikke igen forsamledes i større grupper end tilladt ud fra de gældende retningslinjer i forbindelse med indsatsen mod corona/COVID-19.
Politipersonale fra den lokale forebyggelsesafdeling på Køge politistation vil tirsdag i tidsrummet kl. 1900-2200 være til stede i området i præventivt øjemed. Personalet vil både foretage fodpatruljer og almindelig patruljering i området Ellemarken. Borgere er velkomne til at tage kontakt til patruljen for at drøfte eventuelle problemstillinger fra lokalområdet med patruljen.
Overtrædelse af corona-lovgivningen – Ølbycenter, Køge
Kl. 19.40 bemærkede en patrulje på tryghedsskabende patruljering i Ølbycentret, at flere unge sad på stole ved nogle borde og indtog både mad og drikkevarer ved et serveringssted. De unge oplyste, at maden og drikkevarerne var indkøbt på serveringsstedet kort forinden. Politiet anså derfor deres tilstedeværelse og fødevareindtagelsen på stedet som en servering, der er omfattet af coronalovgivningen. Serveringsstedets indehaver – en 45-årig mand – blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen i forbindelse med serveringen for de unge på stedet. På politiets foranledning fjernede han øjeblikkelig de opstillede borde og stole, så ingen blev fristet til at nyde indkøbte madvarer på stedet.
Politiet kan oplyse, at den take-away-ordning, som serveringssteder kan benytte sig af under indsatsen mod corona, skal forstås meget bogstaveligt. Indkøbte madvarer mv. skal derfor tages med helt væk fra serveringsstedet, inden disse nydes.
Spirituskørsel – Vordingborgvej, Køge
Kl. 03.53 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Mekaniker klemt under lastbil – Bøgedevej, Bøgede, Ringsted – Køge
Kl. 09.35 kom et 112 opkald om en arbejdsulykke ved et vognmandfirma. En lastbilmekaniker var ved at reparere motoren på en lastbil, så han lå under køretøjet på et rullebræt, da lastbilen faldt ned fra donkraften og landede på mandens brystkasse. Den tilskadekomne mand, en 42-årig mand fra Ringsted, blev fundet af en kollega, som havde hørt bumpet da lastbilen faldt ned. Han ringede 112, men kunne ikke få lastbilen væk fra den 42-årige. Brandvæsnet kom frem og fik frigjort den tilskadekomne mand, som var livløs under lastbilen. Ambulancen ydede førstehjælp til manden, der kort efter blev hentet af i lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Arbejdstilsynet kom til stedet, for at undersøge uheldet. Politiet optog rapport om ulykken, og vil når Arbejdstilsynets rapport foreligger, tage stilling til om nogen kan stilles til ansvar for ulykken. Den 42-årige pådrog sig alvorlige brud og indre kvæstelser på overkrop og bækken. Han er fortsat indlagt i kritisk tilstand.
Pige påkørt af bakkende bil – Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 10.19 blev en pige på næsten 2 år påkørt af en bakkende bil, da hun sad og legede i indkørslen. Et familiemedlem til den 2-årige havde ikke set pigen, da hun bakkede ud, så pigen blev ramt ved lav hastighed. Politi, ambulance og lægehelikopteren blev sendt til stedet, hvor pigen blev fløjet til Rigshospitalet med kritiske skader på krop og hoved. Bilinspektøren blev tilkaldt til stedet for at undersøge ulykken og politiet optog rapport i sagen. Senere på dagen fik politiet oplyst, at pigens tilstand var stabil, men at hun havde pådraget sig skader på hovedet og havde indre kvæstelser. Politiet behandler sagen som et færdselsuheld, og afventer nu rapporten fra bilinspektøren.
Indbrud i Perioden
Nordhavnsvej, Køge
Vordingborgvej, Køge