Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2025/01/20 til 2025/01/28.

Butikstyveri blev til røveri – Rådhusstræde, Køge

Kl 16.28 fik politiet anmeldelse om, at to mænd og en kvinde havde været inde i butik, hvor de stjal kosmetikvarer for et større beløb. Da de ville forlade butikken forsøgte en ansat at standse dem men fik i den forbindelse et kraftigt skub af den ene mand. Politiet betragter derfor nu sagen som et røveriforhold.

Cyklist ramt i højresving – Stensbjergvej, Køge

Kl. 09.54 kørte en varebil ad Uglevej mod syd, hvor den foretog et højresving ad Stensbjergvej. Føreren, en 62-årig mand fra Køge, overså en cyklist der kørte ad Stensbjergvej mod vest. Cyklisten, en 58-årig kvinde fra Køge, blev ramt på siden af varebilen og styrtede. Hun kom ikke noget alvorligt til, men blev i ambulance til tjek på sygehuset. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Narkokørsel – Ejbyvej, Lille-Skensved – Køge

Kl. 14.48 stoppede en patrulje fra færdselsafdelingen en 45-årig kvinde, som i et rutinetjek blev testet positiv for kokain og hash. Hun erkendte, at have røget en joint, men nægtede at have taget kokain. En blodprøve skal nu vise, hvilke ulovlige stoffer hun havde i blodet under kørslen.

Skolekontrol i den “sureste uge” – Kalundborg og Køge

Skolepatruljerne trodser vind, vejr og mørke og stiller sig ud for at hjælpe deres kammerater sikkert i skole. I uge 5 sættes der fokus på den store indsats som skolepatruljerne leverer. Lokalbetjentene i Kalundborg lagde vejen forbi for at give skolepatruljerne et skulderklap i “Den sureste uge” og se, om trafikanterne overholdt reglerne.

Mandag morgen var en patrulje ved Rynkevangsskolen, hvor der var stor ros til skolepatruljerne. En cyklist kørte helt uden lys og fik en bøde. En ung cyklist under 15 år kørte uden forlys og fik en påtale og besked om at trække resten af vejen – forældrene fik en opringning. En bilist havde en lygtefejl og fik en påtale. Et lys ved fodgængerfeltet var defekt, så patruljen indberettede fejlen til kommunen, så det kunne udbedres.

Ved Høng skole mandag morgen beretter lokalbetjentene om tæt trafik ved Odinsvej, men reglerne blev overhold og alle viste hensyn. Tre unge cyklister fik en påtale for manglende lys. En enkelt bilist fulgte dog ikke reglerne og standsede midt i krydset på Odinsvej/Rosenvænget for at sætte et barn af i børnehaven. Han fik en løftet pegefinger og en bøde, da hans bil havde et nedslidt dæk.

Tirsdag morgen ved Ejby Skole i Lille-Skensved ved Køge mødte lokalbetjentene en dreng fra skolepatruljen, som stod helt alene, da der var kommet to sygemeldinger/afbud fra hans skolepatrulje-kolleger.

Lokalbetjent Lasse fik en hurtig men meget kompetent instruks i, hvordan man udfører skolepatruljearbejde, hvorefter de to løste opgaven sammen til stor tilfredshed blev de begge enige om.

Det blev tillige aktuelt med et par enkelte påtaler til cyklister (voksne) der lige skulle mindes om, at man trækker over fodgængerfeltet – også selvom skolepatruljen holder bilerne tilbage.

Ældresvindel – Hvalsø, Lejre og Bjæverskov, Køge

Kl. 16.37 anmeldte en ældre kvinde på Søtorvet i Hvalsø, at hun var blevet snydt af en falsk bankmand. Hun blev omkring kl. 14.00 ringet op af banken, som havde sendt en medarbejder ud for at hente hendes kort. Efterfølgende blev der hævet 5000 kr fra hendes konto. Medarbejderen beskrives som:

Mand, 35-40 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: fyldigt let krøllet hår, så lidt “sydlandsk” ud. Talte: Dansk, Iført: mørkt tøj.

Kl. 16.55 anmeldte en ældre kvinde på Vemmedrupvej i Bjæverskov, at hun kort forinden blev ringet op af banken. En mand “tyrkisk” af udseende, kronraget med mørkt fuldskæg kom for at hente anmelders betalingskort. Anmelder så, at han kørte væk i ukendt køretøj, da det var mørkt. I bilen sad en anden mand. Ingen hævning på kortet.

Kl. 17.06 anmeldte en ældre kvinde på Læskovvej i Bjæverskov, at hun var blevet forsøgt svindlet af en falsk bankmedarbejder, som forsøgte at narre hende til at tro, at hendes konto var blevet hacket. Hun gennemskuede straks fupnummeret og anmeldte sagen.