Køge Kommune afprøver ny metode til at etablere skov på stejle arealer med svært fremkommeligt terræn. Forsøget gennemføres på en støjvold langs Vestre Ringvej i Borup og kan få betydning for fremtidige skovprojekter.

I Borup er et nyt grønt eksperiment sat i gang. På støjvolden langs Vestre Ringvej – som fungerer som afskærmning mod boligområderne Falkebakken og Korsager – tester Køge Kommune en ny metode til skovrejsning, der skal vise, om såkaldt sprøjtesåning af skovfrø kan være en effektiv måde at skabe ny beplantning på skrånende terræn.

Med den skråning, som en støjvold selv sagt har, er det vanskeligt at køre med de maskiner, som traditionelt bliver brugt, når der skal plantes træer og buske. Derfor er i alt 200 kvadratmeter afgræssede jordfelter nu blevet sprøjtesået med frø fra både buske og træer – herunder rød cornel, tjørn og fuglekirsebær. Græstørven er fjernet for at give frøene bedre vilkår for at spire og etablere sig, inden græsset tager over.

– Vi ønsker os mere skov og mere grønt mange steder i kommunen – også på steder hvor det normalt er vanskeligt at komme til med maskiner. Dette forsøg giver os ny vigtig viden, som vi forventer at kunne bruge på andre projekter i fremtiden, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen.

Hvis forsøget med at sprøjteså viser sig at være en succes, vil metoden kunne indgå som en del af en samlet strategi for skovrejsning på stejle, svært tilgængelige arealer – blandt andet gennem en kombination af sprøjtesåning, maskinplantning og naturlig tilgroning.

Kilde

Foto: IDM