EDC skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om boligsalg:
Coronakrisen får ikke boligsælgerne i Vest- og Sydsjælland til at vakle i deres prisforlangende. Tværtimod viser en ny opgørelse fra landets største mæglerkæde EDC nemlig, at boliger solgt i løbet af de seneste tre måneder er blevet solgt med mindre prisafslag, end de blev før krisen. En villasælger på Sjælland må således konstatere et gennemsnitligt afslag på 3,5 pct. under krisen, mens sælgerne før krisen gav et afslag på 4,2 pct. De tilsvarende tal for ejerlejligheder er 2,5 pct. afslag under krisen og 2,6 pct. før.
Sommerhusene udgør deres helt egen historie med boomende salg under coronaen og sælgere, der er endnu mindre tilbøjelige til at give afslag. På Sjælland gennemføres handlerne med et gennemsnitligt afslag på 3,5 pct. mod 5,0 pct. før krisen.
– Tallene viser, at boligsælgerne har mere is i maven, end mange forventede, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. – Men salgstallene har indtil nu også været med sælgerne, idet vi slet ikke har set den opbremsning i boligsalget, som mange spåede, da landet lukkede i marts. Efter en naturlig opbremsning i ugerne lige efter at Mette Frederiksen lukkede Danmark, har vi indhentet det hele igen i maj, som endte med at blive den bedste måned for boligsalg nogensinde.
De gode takter i maj er dog ikke en garanti for, at situationen ikke kan ændre sig. Indtil videre har boligmarkedet undgået at blive ramt af coronakrise i nævneværdig grad, men det kan ændre sig, hvis ledigheden stiger på mere langvarig basis. Boligmarkedet er mere følsomt overfor en økonomisk krise og arbejdsløshed, som hurtigt kan blive resultatet af den nuværende sundhedskrise.
– Vi er ikke blevet fartblinde, og vi er helt opmærksomme på, at situationen kan ændre sig, hvilket også indgår i vores rådgivning af boligsælgerne, siger Jan Nordmann. – Men lige nu er meldingen, at markedet på hele Sjælland og Lolland-Falster er overraskende stærkt, og at det derfor kan vise sig at være et godt tidspunkt at sætte til salg på, hvis man går i de tanker. Ingen ved, hvordan det ser ud om et år.