Seks sjællandske kommuner vil nu tilbyde lønnet arbejde på en skole sideløbende med uddannelsen til lærer. Muligheden er især oplagt for lærervikarer, der ønsker mere faglig og pædagogisk ballast.

Selv om man drømmer om at blive folkeskolelærer, er det ikke sikkert, at man har mulighed for at tage uddannelsen på traditionel vis. Måske er økonomien for stram, eller måske bliver det for besværligt at køre langt hver dag til uddannelsesstedet. Og er man allerede glad for at være lærervikar, er det et stort skridt at forlade skolen.

Men som ikke-uddannet lærer mangler man både faglige og pædagogiske kompetencer. Derfor er den “skolebaserede læreruddannelse” en rigtig god mulighed for dem, der vil være i tæt kontakt med en folkeskole, samtidig med at de uddanner sig til lærere.

På den skolebaserede læreruddannelse ansættes man i ⅓ stilling på en skole sideløbende med, at man uddanner sig til lærer. Man får altså den 4-årige læreruddannelse – og ikke den korte meritlæreruddannelse. Man følger samme mål og samme bekendtgørelse som den almindelige læreruddannelse – og man skal til præcis de samme eksamener. Kun tilrettelæggelsen af uddannelsen er anderledes.

Som studerende på den skolebaserede læreruddannelse modtager man løn for ⅓ uddannelsesstilling og kan derudover søge om SU. Det betyder, at man i alt får et indtægtsgrundlag, der er højere end almindelig SU-takst, hvilket naturligvis vil kunne mærkes på søgningen. Men også det særlige teori-praksis-samspil forventes at tiltrække en ny målgruppe til lærerfaget.

UCSJ indgår partnerskab om uddannelse af lærere
– Det unikke ved den skolebaserede læreruddannelse er, at der skabes et meget konkret samspil mellem teori og praksis, og at skolerne i bogstaveligste forstand for alvor bliver med-uddannere af de fremtidige lærere, siger Centerchef i Center for Skole og Læring hos UCSJ, Stina Møllenbach.

Undervisningen vil foregå nogle faste dage om ugen på UCSJ i Vordingborg, andre dage rykkes der helt ud på folkeskolerne med både vejledning og feedback til de studerende.

Stina Møllenbach regner med, at det tætte samspil mellem uddannelse, praksis og medstuderende vil give et meget spændende studiemiljø. – Alle de studerende arbejder jo på samme måde og kan drøfte deres daglige udfordringer med medstuderende, der også er meget ude i praksis. Og konkrete udfordringer i praksis kan bringes med ind i undervisningen og dermed sætte forskellige teorier meget meningsfuldt i spil, tilføjer hun.

Lærermangel
En stor fordel ved den skolebaserede læreruddannelse er i øvrigt, at den vil modvirke manglen på lærere. For øjeblikket er det svært at rekruttere tilstrækkeligt med lærerkræfter i Region Sjælland, og statistikkerne peger på, at store årgange af de nuværende lærere vil gå på pension i de kommende år. Helt konkret viser en undersøgelse fra Danmarks lærerforening fra 2016, at samtlige kommuner i Region Sjælland allerede nu oplever problemer med at rekruttere lærere. Undersøgelsen viser samtidig, at kommunerne ved manglende ansøgere oftest vælger en ikke-læreruddannet.

Stina Møllenbach siger: – Alle kan se, at der er behov for nye initiativer, denne opgave tager vi på os som en regional professionshøjskole, der skal sikre forsyning af uddannede lærere til hele vores store region.

I første omgang har kommunerne Guldborgsund, Faxe, Køge, Stevns, Sorø og Slagelse forpligtet sig til et samarbejde med UCSJ om den skolebaserede læreruddannelse med start fra sommeren 17. Flere andre kommuner er interesserede i at indgå samarbejde fra sommeren 18.

 

Ansøgningsfristen til den skolebaserede læreruddannelse er den 15. marts klokken 12 – uanset om man har kvalifikationer til at søge kvote 1 eller kvote 2.

Ansøgningsfristen til den ordinære læreruddannelse er 15. marts klokken 12 for kvote 2, mens fristen for kvote 1 er den 5. juli klokken 12. Læs mere her.