Køge Kommunes arbejde med at spotte og hjælpe udsatte børn tidligt, giver genlyd rundt omkring i landet.
30 eksperter fra Småbørnsalliancen kommer nu til Køge for at lade sig inspirere af sundhedsplejerskernes metoder. Samtidig er Køge blevet modelkommune for tidlig indsats. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelsen.
De første år af et barns liv er altafgørende for, hvordan resten af livet udvikler sig. I Køge er man så god til at spotte udsatte børn tidligt, at sundhedsplejerskernes metoder lokker eksperterne til.
Som en af de første kommuner har Køge taget en ny metode i brug, hvor babyers sociale kompetencer bliver undersøgt systematisk. Formålet er tidligt at spotte, om børn eller familier har brug for ekstra hjælp eller støtte. Projekt Tidlig Forebyggelse er blevet en stor succes, og alle kommunens sundhedsplejersker, børnesagsbehandlere og udvalgte ledere er blevet uddannet i metoden. Samtidig er Køge blevet modelkommune for tidlig indsats.
Det har givet genhør på nationalt plan. Småbørnsalliancen, som består af en række eksperter og beslutningstagere på børneområdet, der sætter børns behov i centrum, har valgt at kigge forbi Køge Rådhus, for at høre mere om metoden. Håbet er, at kommunens erfaringer kan inspirere andre.
“De første 1.000 dage er afgørende for et barns udvikling. Derfor er det vigtigt så tidligt som muligt at opspore børn i udsatte familier. I Køge Kommune går sundhedsplejerskerne foran i forhold til at arbejde systematisk og tværfagligt med tidlig opsporing. Det arbejde vil vi i Småbørnsalliancen gerne lade os inspirere af”, siger Henriette Christiansen, der er direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.
Tidlig indsats er den vigtigste indsats.
De første år af et barns liv er altafgørende for, hvordan resten af livet udvikler sig. Det ved sundhedsplejerskerne, der kommer i over 99 % af alle hjem med børn. De har en unik mulighed for at spotte udsatte børn og familier, der har brug for hjælp til den store opgave det er at passe godt på et lille nyt menneske. Konkret undersøger sundhedsplejerskerne barnet og måler og vejer det, og gør observationer af barnets kontakt med et fremmed menneske. Samtidig kigger de på samspillet mellem barn og forældre. Det er den samlede indsigt i de små børns første leveår, sundhedsplejerskerne bruger til at spotte, hvor det vil være gavnligt at sætte ind med ekstra støtte.
”Alle børn og unge i Køge Kommune har krav på at få de bedste muligheder for trivsel, læring og udvikling. Især når man er allermindst og allermest sårbar. Derfor er jeg også utrolig stolt af, at Småbørnsalliancen kommer her og vil lære, hvordan vi sætter ind med tidlig indsats i forhold til helt små børns trivsel. Det er med til at blåstemple vores indsats på børneområdet. En tidlig indsats er en vigtig indsats. Det ved alle, men i Køge Kommune gør vi noget ved det!”, siger borgmester Flemming Christensen.
Småbørnsalliancen er på studietur rundt i Danmark for at lade sig inspirere af gode eksempler i de danske kommuner.
Læs resten af pressemeddelsen her.