Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/09/18 til 2020/09/29.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Unge lavede uro – Gymnasievej, Køge
Kl. 20.36 fik politiet anmeldelse om, at flere biler og knallerter var mødtes på parkeringspladsen ved Meny på Gymnasievej, hvor de skabte uro ved at gasse op og råbe til hinanden. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en mindre gruppe unge mænd i alderen 17-21 år, som blev talt til rette og bedt om at dæmpe sig. Ingen blev sigtet or noget i den forbindelse, og patruljen kunne fortsætte til andre opgaver. Herefter kom der ikke flere anmeldelser om uro på stedet.
Soundbox taget ved musik til ulempe – Pogebanken, Holmebæk, Herfølge – Køge
Kl. 21.01 Kørte politiet til Pogebanken, hvor en gruppe unge mennesker havde taget ophold ved en SFO, hvor de spillede høj musik. Patruljen hørte også den høje musik, da de ankom til stedet. Gruppen af drenge stak af på cykel, da de så politiet. To drenge på 13 og 14 år standsede dog, og betjentene tog en snak med dem. Den 14-årige medbragte den soundbox, som der var blevet spillet musik fra. Politiet tog musikanlægget i bevaring og underrettede drengenes forældre om episoden. Den 14-årige kan få sit anlæg udleveret på Køge Politistation efter aftale.
Musik til ulempe – Lovparken, Køge
Kl. 16.43 fik politiet en henvendelse en beboer tæt på Lovparken, idet der gennem de seneste 15 minutter var spillet så høj musik fra et anlæg i parken, at lydniveauet for musikken var til ulempe for de omkringboende. En patrulje kørte til parken og fik kontakt til en 27-årig mand fra Odense, som stoppede musikafspilningen fra sin soundboks ved politiets ankomst. Han blev ikke sigtet for noget, men vejledt om gældende regler, hvorefter politiet kørte fra parken igen.
Lørdag – søndag
Kørte i frakendelsestiden og fik taget bil – Bådehavnen, Køge Marina, Køge
Kl. 14.33 standsede politiet en personbil for at lave en rutinemæssig kontrol af bil og fører. Bag rattet sad en 58-årig mand fra Fakse Ladeplads, som viste sig at være frakendt førerretten for en tidligere sag om hastighed. Han var desuden taget gentagne gange i at køre uden kørekort og køre spirituskørsel, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Dette protesterede den 58-årige over, så nu skal retten vurdere sagen om beslaglæggelse. Senere vil sagen blive afgjort ved et retsmøde, hvor det vil blive besluttet om bilen endeligt kan konfiskeres.
Hærværk mod kommunens biler – Nørre Boulevard, Køge
Kl. 17.38 anmeldte en borger, at han kort forinden havde set en mand, som forøvede hærværk på flere af kommunens biler, ved at smadre bagruden på fem biler med en bushammer. En patruljen blev sendt til stedet, hvor politiet undersøgte de ødelagte biler og optog rapport. Sagen efterforskes nu, for at finde frem til den mistænkte mand. Politiet har gode spor at gå efter i sagen og håber på snarest, at kunne præsentere en mistænkt for et erstatningskrav i sagen.
Vågen bilist fik standset narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Solrød/ Køge
Kl. 21.27 ringede en bilist til politiet, da han kørte bag ved en bil på Køge Bugt Motorvejen ved Køge, som slingrede faretruende. En patrulje blev hastigt sendt til stedet, hvor politiet standsede bilen med den utrygge kørsel på Cordozavej i Solrød. Føreren af bilen, en 31-årig mand fra Grevinge, var påvirket og blev testet med narkometeret, som viste at han havde indtaget amfetamin og Methamfetamin. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Den 31-årige havde desuden ikke førerret, da hans kørekort var blevet administrativt inddraget i forbindelse med anden endnu ikke afgjort sag om narkokørsel. Han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret, og løsladt efter blodprøveudtagelsen. Når resultatet af blodprøven kommer, kan den 31-årige forvente at få sine sager afgjort samlet.
OPFØLGNING
Bil udbrændt – Vestre Ringvej, Borup – Køge
Kl. 01.31 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brændende bil, der stod på en parkeringsplads. Trods brandvæsnets indsats lykkedes det ikke at redde bilen, som udbrændte. Ved politiets foreløbige undersøgelse blev det klarlagt, at der var tale om en varebil hjemmehørende i Køge, men ikke meldt stjålet på undersøgelsestidspunktet. Politiet skal derfor nu undersøge de nærmere omstændigheder i forbindelse med branden i varebilen.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have set noget mistænkeligt ved parkeringspladsen forud for branden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Brand i skraldespande – Åstræde, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 02.14 fik politiet via alarmcentralen melding om, at brandvæsnet var rykket til brand i tre skraldespande og et træ. Branden var blevet opdaget af en beboer, hvis skraldespande der var ild i. Politiet kunne dog konstatere sammen med brandvæsnet, at brandskaderne kun i den ene skraldespand ikke var så omfattende, men årsagen til brandens opståen skal dog undersøges nærmere af politiet.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have set noget mistænkelig i området forud for anmeldelsen om branden kl. 02.14. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Udlænding fik straksbøde for at køre for stærkt- Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 09.05 blev en hollandsk personbil målt til at køre alt for stærkt på motorvejen. Politiet målte bilen med laser til at køre 152 km/t, hvor det var tilladt at køre 110 km/t. Føreren af bilen, en 53-årig mand fra Holland, blev standset og sigtet for hastighedsoverskridelsen. Han erkendte sagen og betalte en straksbøde på 3500 kr før han fik lov at køre videre.
Hurtig motorcyklist – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 16.50 blev en motorcyklist taget i en hastighedsmåling på motorvejen. Han blev målt til at køre 171 km/t på en strækning, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Motorcyklisten, en 33-årig mand fra Djurs, kan forvente at få en bøde i sagen og at der vil blive nedlagt påstand om en betinget frakendelse af førerretten. Detvil sige, at han skal bestå en ny køreprøve for at beholde sit kørekort.
Spiritusbilist kørte for stærkt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 18.00 foretog færdselspolitiet en hastighedsmåling af en personbil, som kørte med en hastighed på 180 km/t, hvor det var tilladt at køre 110 km/t. Føreren af bilen, en 52-årig mand fra Brøndby, blev standset, hvor det viste sig at han havde en alkoholpromille væsentligt over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel, hastighed og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Efter blodprøve udtagelsen blev den 52-årige løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, når resultatet af blodprøven kommer. Hastighedssagen alene lægges op til en betinget frakendelse af førerretten.
Brand i kælderrum – Giesegårdsvej, Gørslev, Ringsted – Køge
Kl. 19.41 blev slået alarm til brandvæsnet, da der var brand i et kælderrum i Gørslev ved Ringsted, Køge Kommune. Brandvæsnet kom frem og konstaterede, at husets beboer selv havde slukket ilden med en haveslange. Brandvæsnet efterslukkede ilden, som ikke havde fået ordentligt fat. Der skete derfor ingen større skade i kælderrummet. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet skal nu undersøge branden nærmere, for at fastslå om branden kan være startet ved en stikkontakt.
Eftersøgt og våben – Karlslunde Rasteplads, Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
kl. 11.12 bemærkede politiet to mænd, som kom ud fra tankstationen på Karlslunde Rasteplads og gik hen til en parkeret bil. Mændene udviste en mistænkelig adfærd, så betjentene besluttede at kontrollere dem og deres bil. Føreren af bilen, 41-årig mand fra Brøndby Strand, var eftersøgt at Nordsjællands Politi, idet han var søgt til afsoning. Han blev derfor anholdt, hvor han ved visitation fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv med låsbart blad, så han blev sigtet for at overtræde knivloven.
Passageren, en 22-årige mand uden fast bopæl i Kgs Lyngby, blev fundet i besiddelse af en peberspray. Ved ransagning af bilen fandt politiet endnu en peberspray, som den 22-årige vedkendte sig ejerskabet af. Han blev sigtet for at overtræde våbenloven, og politiet beslaglagde de ulovlige våben med henblik på konfiskation. Den 41-årige blev taget med og overdraget til Kriminalforsorgen til afsoning af en tidligere straf. De to sigtede kan forvente at høre mere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Harmonikasammenstød i morgentrafikken – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 05.46 bremsede trafikken kraftigt op på grund af kødannelse, så der skete et harmonikasammenstød imellem tre bilister. En 33-årig mand fra Skælskør, som kørte i en varebil nåede ikke at bremse, men påkørte den forankørende bil, som blev ført af en 31-årig mand fra Høng. Den 31-åriges bil blev skubbet videre op i en kassebil, som blev ført af en 33-årig mand fra Polen. En ambulance blev sendt til stedet, men ingen personer var kommet alvorligt til skade. To biler holdt i vejen for trafikken og skulle nødflyttes efter uheldet. Omkring kl.06.30 blev motorvejen helt åben igen, men der dannet en større kø, som skulle afvikles.
Spirituskørsel – Vordingborgvej / Tessebøllevej, Herfølge – Køge
Kl. 08.01 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var set køre slingrende ad Vordingborgvej, så bilisten var blevet standset og tilbageholdt af anmelderen, som nu ønskede politiet til stedet. En patrulje fik i Herfølge kontakt til både anmelderen og den standsede trafikant, som var en 28-årig kvinde fra Karise. Hun blev skønnet påvirket af spirituspåvirket, hvilket blev bekræftet ved den alkometertest, som hun deltog i. Den 28-årige kvinde blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt frem til kort før kl. 09.00 i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Der var ikke sket nogen uheld i forbindelse med kvindens slingrende kørsel.
Kl. 10.49 fik politiet en henvendelse fra en taxachauffør, som havde haft lidt problemer med en kvinde og betalingen for en tur hen til en bil, som hun nu var kørt fra stedet i. Politiet fik ud fra anmelderens oplysninger mistanke om, at der kunne være tale om den samme kvinde, som tidligere var blevet anholdt for spirituskørsel. På Tessebøllevej fandt politiet den samme personbil kørende og atter med den 28-årige bag rattet. Da hun ikke var blevet ædru siden sidste sigtelse og anholdelse, blev hun igen sigtet for spirituskørsel og anholdt kortvarigt i forbindelse med udtagelse af endnu en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyserne af de to blodprøver foreligger, vil hun høre nærmere fra politiet omkring sagernes afgørelse. Den 28-årige kan nok ligeledes forvente en henvendelse fra taxachaufføren, som har penge til gode for den kørte taxatur.
Mange biler og personer forsamlet – Ullsvej, Køge
Kl. 22.23 fik politiet en anmeldelse om, at mange biler og personer var forsamlet i industriområdet ved Ullsvej, hvor der foregik kap- og væddeløbskørsel. Politiet kørte mod området og kunne ved ankomsten dertil lidt senere konstatere, at der ikke længere foregik kap- og væddeløbskørsel. De mange biler var væk fra området, og der var ikke længere personer i større antal til stede. Politiet sigtede ikke nogen for overtrædelse af hverken færdselsloven eller andre love i forbindelse med kontrollen i området.
Ulovlig slæbning på motorvejen – Lellinge, Køge
Kl. 09.40 fik politiet anmeldelse om, at en kassebil trak en anden kassebil med slæbetov på motorvejen, hvilket ikke er lovligt ifølge færdselsloven. Anmelderen oplevede, at bilerne blev ført med høj hastighed ad Sydmotorvejen mod nord. En patrulje blev sendt til Sydmotorvejen, hvor de traf de to kassebiler tæt ved afkørsel 33, Lellinge, hvor bilerne blev ledt af motorvejen og parkeret. I bilerne traf politiet tre mænd fra Polen, hvoraf de to mænd ikke havde noget legitimation på sig. Alle mændene blev anholdt mens politiet fik klarlagt mændenes identitet. De tre mænd på 35, 47 og 50 år, alle fra Polen med adresse i Nørre- Alslev. De to førere af kassebilerne blev sigtet for at overtræde reglerne i bekendtgørelse om slæbning af køretøjer. Den 47-årige og den 50-årige blev desuden sigtet for at ikke at medbringe ID. Herefter blev mændene løsladt, men de sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Indbrud i Perioden
Hastrupvej, Køge
Unionsvej, Køge
Tangmosevej, Køge
Langagervej, Borup
Rønnevej, Borup
Pilebækvej, Bjæverskov
Skovbovej, Bjæverskov