Trenden har været opadgående, og nu peaker den: De runde briller kommer til at hitte til efteråret. Det forudser Susanne Ken fra Ken Briller, der netop er hjemvendt fra brillemesse for at se på designs, former og farver – og hente inspiration til, hvilke brilletrends der kommer til at præge efteråret. Og det bliver bl.a. enkle, rene linjer og minimalistisk design, fortæller byens brilleekspert.
Susanne Ken fra Ken Briller er netop vendt hjem fra en weekend i brillemodens tegn, da hun sammen med flere hundrede andre selvstændige OptikTeam-butikker deltog i årets messe i Kolding for at blive inspireret til, hvilke briller der hitter til efteråret.
– Når årstiderne skifter, skifter moden også. Det samme gælder brillemoden. Derfor er det altid spændende at komme på messe, møde leverandørerne og trendeksperterne og se, hvor meget brillemoden rent faktisk flytter sig fra sæson til sæson, fortæller Susanne Ken, der på messen havde rig lejlighed til at se på både danske og internationale brilledesignere. Og en af de største og mest iøjnefaldende tendenser er de runde brilleglas.
– Runde briller har været inde i billedet i flere sæsoner, men vi kommer til at se meget mere til de runde former i takt med, at flere og flere får mod på og lyst til at prøve det af, siger Annette Estø, Head of Design for FLEYE Copenhagen, som var én af de udstillere, Susanne Ken sammen med sine optikerkolleger kunne besøge på messen.
Enkle og rene linjer
At runde briller bliver ”in” til efteråret, understreger ifølge Annette en generel tendens i brillemoden:
– Det er kendetegnende for efterårets nye brilledesigns, at formen får lov at fortælle historien om brillen i højere grad end stellet – og enkle og rene linjer er en dominerende fællesnævner.
Hun bakkes op af Lisbeth Falk Sonnichsen fra det danske brillemærke Nine Eyewear – en anden af messens udstillere. Hun har – som ansvarlig for det danske marked – fingeren på pulsen, når det kommer til dansk brillemode.
– Det er en klar tendens, at glassene bliver mindre og stellene mere spinkle. De sidste år har det været meget moderne at have store, markante briller med kraftige stel, men nu begynder det at gå den anden vej. Den minimalistiske stil med ”slanke” briller bliver meget populær.
Farverne skal matche årstiden
På farveskalaen kommer efterårets briller i høj grad til at være præget af sæsonens farver som grøn og bordeaux. Dog ikke som de gennemfarvede brillestel, vi har set de tidligere sæsoner:
– Mange brilledesignere arbejder for tiden med ”lag på lag”. En brille kan sagtens have sort som grundfarve, men når en eller to andre farver lægges henover, giver det et rigtig spændende spil i brillen, fortæller Annette Estø.
Noget for enhver smag
På messen har Susanne Ken håndplukket de brilledesigns, som hun tror mest på til efteråret. Og selvom udvalget i butikken på den måde vil afspejle efterårets brilletendenser, så lover hun, at der fortsat vil være noget for enhver smag hos Ken Briller:
– Uanset hvilke tendenser, der hitter, skal man huske, at brillestel er meget individuelt. Nogle ser brandgodt ud med runde briller, mens den form slet ikke passer til andre. Derfor bør man ikke kun gå efter, hvad der er ’in’, men selv vurdere, hvad der passer en – eller spørge sin optiker, der altid gerne giver gode råd, smiler Susanne Ken.
3 tips til god brillestil
Susanne Ken anbefaler denne tjekliste, når der skal vælges brilledesign:
1. Brillernes form skal passe til din ansigtsform
2. Stellets farve skal passe til din hår-, hud- og øjenfarve
3. Brillernes stil skal matche din personlighed, så du har det godt med at have dem på