EUC Sjælland øger i Køge

EUC Sjællands ambition om at imødekomme et øget behov for faglærte håndværkere i byggefagene bliver nu understøttet med grundforløbsuddannelse af murer og struktører i Køge.

Byggebranchen mangler faglært arbejdskraft og ikke mindst i Køge, der i øjeblikket oplever både vækst og markante, store bygge- og anlægsprojekter. For at sikre en kontinuerlig strøm af faglært arbejdskraft skruer EUC Sjælland nu op for murer- og struktøruddannelserne i Køge.

– Der er ingen tvivl om behovet for faglært arbejdskraft. Allerede i 2025 kan der på landsplan mangle op mod 70.000 faglærte. Arbejdet med at mindske den flaskehals starter nu, og vi vil gerne gøre vores del. Blandt andet med en investering i flere uddannelsesmuligheder inden for murer- og struktørfagene, forklarer Stig Rasmussen, uddannelsesleder på EUC Sjælland.

I praksis betyder det, at EUC Sjælland udvider skolens bygningsmasse i Køge, lige ved Skandinavisk Transport Center, med faciliteter til murer- og struktører, således at man kan tage imod flere elever til fagene.

Hidtil har EUC Sjællands murer- og struktøruddannelser været afviklet i Næstved, men efter årsskiftet vil uddannelserne være tilstede begge steder.

– Ud over at vi gerne vil gøre plads til flere elever, så vil vi også gerne være tættere på ikke bare elever i Køge-området, men i høj grad også det erhvervsliv, som eleverne skal ud til undervejs i deres uddannelse og styrke med høj faglighed, når de er færdige, forklarer Stig Rasmussen.

Svendebrev og studenterhue
Helt konkret har EUC Sjælland åbnet op for at elever på grundforløb 2 til murer-, bygningsstruktør- og anlægsstruktør-uddannelserne kan starte i Køge til januar. Både når det gælder den klassiske erhvervsuddannelse EUD i fagene og når det gælder EUX-udgaverne, hvor svendebrev kombineres med en studenterhue.

– Det er afgørende for os, at vi også har EUX med, fordi det sammen med den klassiske erhvervsuddannelse giver et bredere felt af fagligt dygtige håndværkere på den anden side, og samtidig giver det den enkelte elev flere muligheder for eksempelvis at videreuddanne sig og dermed imødekomme det behov, der er for faglært arbejdskraft på flere niveauer i fremtiden, slår uddannelseslederen fast.

EUC Sjællands satsning på murer- og struktøruddannelserne synliggøres også i det eksisterende arbejde på skolen, hvor man i dette efterår kan bryste sig af at have elever, der er blevet regionsmestre inden for murer, flisemurer og bygningsstruktør, og dermed skal repræsentere regionen ved DM i Skills til januar.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er ambitøse, og vi vil ikke bare have flere elever gennem uddannelserne, men også skabe nogle af landets bedste håndværkere. Vi er her for at styrke fagligheden, og jeg glæder mig faktisk til, at vi nu får endnu flere muligheder for at skabe dygtige murere og struktører i Køge, forklarer Stig Rasmussen.

Foruden at satse på murer- og struktøruddannelserne i Køge har EUC Sjælland også skruet op for transport-uddannelserne på Lyngvej, hvor man blandt andet fokuserer på et tæt samarbejde med Skandinavisk Transport Center, der ligger lige ved siden af. Både hvad angår selve uddannelsen af faglært arbejdskraft, men også når det gælder tilbud om efteruddannelse til den arbejdskraft, der vokser hastig i antal i takt med at transportcentret udvides.

Samtidig kan også elektrikere fra det nye år komme på hovedforløb i Køge, hvor de tidligere kun har haft muligheden i Næstved.

Foto:ABW