Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Feb 16, 2018 til Feb 27, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Målrettet indsats – Hash på gadeplan og utryghedsskabende adfærd mv. – Køge, Greve og Ringsted kommuner.

Fredag eftermiddag og aften i tidsrummet kl. 1300-2300 var politiet igen i gang med den målrettede indsats mod hash, der dels skal finde frem til personer, der sælger hash og dels skal skabe tryghed i de områder, hvor hashhandlen mv. foregår.

Eftermiddagen blev brugt i Køge midtby, Ølbycentret, Ølby S-station og Karlemosen, hvor der var roligt. Kun et par “kendinge” blev truffet i Ølby. En 16-årig dreng havde 0,4 gram hash på sig, da politiet traf ham inde i en kiosk ved Ølby S-station.

Sidst på eftermiddagen gik turen til Ringsted, hvor der i Søndre Park-området blev truffet nogle personer med bande-relationer samt deres køretøjer.

Greve/Hundige-området blev også besøgt, hvor der blev patruljeret bl.a. til fods i hhv. Askerød, Waves og Greve Centret.

Om aftenen blev Køge midtby igen besøgt, hvor en 24-årig mand fra Køge kl. ca. 2110 blev fundet i besiddelse af en halv joint i Nørregade. Lidt senere traf politiet kl. 2140 en 30-årig mand fra Køge på Gl. Lyngvej med 0,3 gram hash på sig.

Brand ved ejendom – Storskovvej, Herfølge – Køge

Kl. 1823 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand, idet der var set store flammer ved en gård. Det viste sig, at der var tale om afbrænding af en større bunke haveaffald med de store og høje flammer til følge. Brandvæsnet tog sig af afbrændingen, hvor der ikke var fare for fast ejendom.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret mv. – Københavnsvej, Køge

Kl. 1708 standsede politiet en bil med to mænd ved en fastfood-restaurant til nærmere kontrol af føreren og køretøjet. Føreren – en 27-årig mand fra Hårlev – havde ikke noget kørekort og var desuden påvirket af spiritus under kørslen. Han blev derfor anholdt og sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. Både den anholdte og passageren – en 26-årig mand fra Køge – blev noget ophidsede over dette og tiltalte bl.a. en kvindelig politibetjent med diverse nedladende ytringer i andre kunders påhør. Det endte med, at passageren også blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samtidig med føreren. Begge blev løsladt senere på aftenen efter afhøring til sagerne og for førerens vedkommende også efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 0928 mistede en 33-årig mand fra Stubbekøbing herredømmet over sin personbil, da han kørte ind i sne yderst i overhalingsbanen. Han kørte videre ind mod midten af vejen og ramte autoværnet med mindre skader på bilen og autoværnet til følge. Den 33-årige blev tilset af ambulancepersonale, men blev vurderet uskadt som følge af uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.

Hashrygende unge i opgang – Ølbycenter, Køge

Kl. 1842 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som oplyste, at 3-4 unge stod inde i en bestemt opgang, hvor de røg hash. Politiet kørte til stedet, men de unge var forsvundet fra stedet. Der var dog tydelige tegn, at nogen havde opholdt sig i opgangen som anmeldt, men der var ikke grundlag for at foretage yderligere fra politiets side.

Målrettet indsats mod hash / utryghedsskabende adfærd mv. – Køge, Ringsted, Stevns og Roskilde

Torsdag eftermiddag og aften var politiet igen i gang med den målrettede indsats mod hash, der dels skal finde frem til personer, der sælger hash og dels skal skabe tryghed i de områder, hvor hashhandlen m.v. foregår.

Eftermiddagen blev brugt i Køge og Ringsted midtby samt Benløsecentret. Sidstnævnte sted blev en 18-årig mand fra Ringsted truffet med en digitalvægt og hashrester, men derudover havde han intet på sig.

I Hårlev blev der ført tilsyn på relevante adresser, hvor unge holder til.

Senere på aftenen gik turen retur til Køge, hvor der var fokus på relevante steder i midtbyen. Her blev en enkelte sigtet for besiddelse af hash, idet en 18-årig mand fra Herfølge forsøgte at gemme to gram hash, da politiet kontrollerede ham i hans bil i P-huset.

Et besøg på Ølby station og senere Karlemosen viste sig at være ga nske fredeligt. Ingen mistænkelige personer blev truffet.

I Roskilde var politiet igen på besøg på en uddannelsesinstitution, hvor narkohunde hjalp politipersonalet med at lede efter narkotika. En 18-årig mand havde ca. ½ gram hash i sin jakke. Et efterfølgende besøg på et forsorgshjem resulterede i et mindre beslag af amfetamin og en ulovlig kniv.

Som opfølgning på et modtaget tip interesserede politiet sig for området ved en beboelsesejendom i den centrale del af Roskilde by, hvor et lokale skulle fungere som opholdssted for hash-rygende unge. Da politiet kiggede nærmere efter i lokalet, blev en 31-årig mand fra Roskilde truffet med knap 1 gram hash på sig. Lokalet bar i øvrigt præg at blive brugt som “opholdssted” og “rygestue”. En anden mand flygtede fra området, da politiet nærmede sig. Manden blev dog senere sporet til en nærliggende lejlighed og identificeret som en 48-årig mand fra Roskilde. Ved ransagning af hans bopæl fandt politi et knap 34 gram hash og 7½ gram skunk. Den 48-årige blev sigtet for besiddelse af stofferne med henblik på handel med disse og fik i øvrigt stofferne beslaglagt som bevis.

—————

Konfliktsøgende rejsende – Baltic Kaj, Køge

Kl. 2340 oplyste personalet på Bornholmer-færgen, at en mandlig rejsende skabte problemer for personalet, som ønskede politiets assistance til at lægge en dæmper på ham. Politiet fik ved færgen kontakt med en 33-årig mandlig asylansøger fra Marokko, som blev anholdt, fordi han i forvejen var eftersøgt fra både Nordjyllands Politi i en sag om trusler og fra Københavns Politi til udlevering af en forkyndelse. Asylansøgeren blev taget med til politistationen i Køge, hvor han blev afhørt til den nordjyske trusselssag og fik udleveret forkyndelsen fra Københavns Politi. Efter afsluttet sagsbehandling blev den 33-årige mand løsladt.

Mistænkeligt forhold – Ølsemagle, Køge

Kl. 1315 fik politiet anmeldelse om to mistænkelige personer, der gik rundt i kvarteret ved Ølsemaglevej, hvor der viste interesse for et hus, og tilsyneladende også tog billeder af det. Politiet kørte til stedet, men fandt desværre ikke frem til personerne, og politiet ved derfor ikke, hvad de pgl. skulle på stedet.

Tak til anmelderen for at kontakte politiet med sine iagttagelser.

Spirituskørsel/narkokørsel – Lellinge, Køge

Kl. 1335 anholdt politiet en 39-årig mand fra Køge, der kørte i bil på Ringstedvej. Han var påvirket af spiritus og narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Røverbil fundet – Herfølge, Køge

Kl. 1157 ringede en anmelder til politiet og oplyste, at bilen, der kan sættes i forbindelse med røveriet i Danske Bank, Ringsted, stod parkeret på Solvangsvej. Politiet kørte til stedet og sikrede forskellige spor, hvorefter bilen sikret til yderligere undersøgelser.

Politiet har ikke yderligere kommentarer til fundet af bilen.

Visitation – Ølby, Køge

Kl. 1450 traf politiet fire mænd i alderen fra 24 til 40 år, der opholdt sig i Ølbycentret. Politiet havde mistanke om, at de var i besiddelse af narkotika. Det viste sig ikke at være tilfældet, da de blev visiteret.

En 36-årig mand fra Køge havde ca. 2 gram kokain på sig, da politiet visisterede ham. han blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Visitationen er en del af den målrettede indsats, som politiet i øjeblikket arbejder med i relation til narkotika.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 0635 foretog en 62-årig mand fra Fjenneslev som fører af en sættevogn ad motorvejen i nordlig retning et vognbaneskifte til højre og ramte herunder en personbil ført af en 54-årig mand fra Nykøbing F. Sammenstødet medførte, at den 54-årige mistede kontrollen over sin personbil, hvorefter en del af de bagvedkørende også stødte sammen i forsøget på at undgå at blive indblandet i det indledende uheld. Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at ingen var kommet til skade ved uheldet, der havde i alt otte parter impliceret. Politiet var færdige på uheldsstedet kl. ca. 0805, hvor alle spor igen var farbare.

Tricktyveri – Lerbæk Torv, Køge

Kl. 1210 anmeldte en 66-årig kvinde fra Køge, at hun for ca. 10 minutter siden havde fået stjålet sin pung indeholdende bl.a. hævekort og personlige dokumenter. Efter indkøb i et supermarked havde hun stillet sin taske med pungen i bilens bagagerum, hvorefter hun var blevet kontaktet af en fremmed mand. Han medbragte et kort og en kuvert, samtidig med at han afledte hendes opmærksomhed ved at spørge om vej til Kastrup Lufthavn. Den 66-årige kunne dog ikke rigtig forstå ham og afviste ham derfor, inden hun satte sig ind i sin bil. Herfra så hun pludselig manden i selskab med en anden mand medbringende en plastpose med noget i. Hun blev mistænksom, opdagede nu tyveriet af sin pung og løb efter mændene, der dog blev samlet op af en ældre, mørkeblå personbil, inden hun fik kontakt med dem. Senere på eftermiddagen kunne den 66-årige konstatere, at der var hævet 15.000 kr. uberettiget i en pengeautomat et p.t. uke ndt sted. Den “vildfarne” mand blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 50-60 år, 165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Brune øjne, rundt hoved. Talte en blanding af dårlig tysk og et par få ord dansk, Iført: Mørk vinterjakke med trekantet mærke på venstre bryst., Medbragte: Kort og kuvert. Politiet forsøger nu at få manden identificeret ud fra eventuel overvågning både i supermarkedet og ved den anvendte pengeautomat/bank.

Indbrud i villa – Køge

Kl. 1018 blev anmeldt om indbrud på Sveasvej, hvor der var tre personer, der brød ind på stedet og stjal diverse designermøbler, smykker m.v. De flygtede fra stedet i en Toyota Rav 4, sort, hvorpå sad nummerplader AP58841.

Politiet hører meget gerne fra vidner til indbruddet, eller fra nogen, der ser den nævnte bil et eller andet sted. Ring til os på 114.

Mistænkeligt forhold – Køge

Kl. 1824 blev anmeldt om indbrud i øjeblikket på Langesvej. Politiet kørte til stedet og var fremme kl. 1829. Der blev undersøgt ved husene, og der har været muligt været et forsøg på indbrud i en af villaerne. Gerningsmændene var væk.

Indbrud i perioden
Brogade, Køge Lyngbækvej, Køge Rasmussensvej, Køge Åhavnen, Køge Nørre Boulevard, Køge Bøgelysvej, Køge Sankt Gertrudsstræde, Køge Sveasvej, Køge Ejbovej, Bjæverskov Strædet, Ejby, Kirke-Hyllinge