Udrulningen af nye signaler på banen mellem de to sjællandske byer går nu ind i sin afsluttende fase. Det betyder, at signalerne snart kommer helt ind i førerrummet, og det vil komme til at bidrage til en mere stabil togdrift med færre forsinkelser, der skyldes signalfejl.
Banedanmark er i fuld gang med at udskifte signalerne langs den danske jernbane med et topmoderne og digitalt signalsystem. På Sjælland er det nye system – kaldet ERTMS – blevet taget i brug på strækningen mellem Roskilde og Køge i 2019. Til sommer er turen kommet til banen mellem Køge og Næstved. Dermed er det den anden strækning på den østlige side af Lillebælt, som inden længe kan tage de nye signaler i brug.
Indtil det nye system er taget i brug på hele strækningen i august, vil arbejdet påvirke togdriften i seks weekender over de kommende måneder.
”Komponenter installeres, og det nye signalsystem bliver testet i enkelte weekender, hvor der er mindre trafik og færre passagerer. På den måde generer vi ikke pendlerne, der benytter toget i hverdagene. Og lukningen af overkørsler er planlagt, så vi kun arbejder på nogle få overkørsler ad gangen. Dermed kan vi sikre, at vores arbejde med udrulningen af de nye signaler vil komme til at påvirke trafikken mindst muligt,” siger Thilde Restofte Pedersen, programdirektør i Banedanmark.
Indtil nu er der blandt andet blevet gravet kabelrender og trukket kabler langs hele strækningen, og der er monteret nyt teknisk udstyr i og ved sporet. Og nu skal der tages hul på det sidste stykke arbejde, som består i at udskifte bomanlæg og installere de sidste dele af det nye system.
Første test, der vil medføre ændringer i trafikken, finder sted i uge fem. Derudover vil der være fem weekender i maj og juni med tests på strækningen, inden det nye signalsystem kan tages endeligt i brug til august. Banedanmark udfører desuden tests på strækningen mellem Roskilde og Køge i de samme weekender, hvor overkørsler også vil være berørt.
Det er forventningen, at hele strækningen vil være i drift med det nye signalsystem i august. Arbejdet skal dog muligvis udføres under anderledes forhold som følge af COVID-19. Det kan derfor ikke udelukkes, at det kan påvirke planerne for udrulningen. Banedanmark har dog forberedt sig med henblik på at kunne tilpasse arbejderne så meget som muligt til situationen.
Fælleseuropæisk system
Det nye signalsystem skal på sigt udrulles på hele den danske jernbane. Da det er et fælleseuropæisk standardsystem, vil den danske togtrafik i fremtiden hænge langt bedre sammen med jernbanerne i resten af Europa. Systemet erstatter de gamle signalanlæg, som både er slidte og teknologisk forældede. Med de gamle signaler skal lokoførerne holde øje med fysiske signaler langs banen, hvorimod det nye fjernstyrede system vil gøre det muligt for lokoføreren at modtage signalerne digitalt på en computerskærm i førerhuset.
Udskiftningen af jernbanens gamle signaler til et moderne signalsystem vil på sigt betyde færre forsinkelser, som skyldes signalfejl, og dermed flere tog til tiden. Derudover vil det nye signalsystem også give mulighed for, at der kan køre flere tog og med højere hastighed på visse strækninger.
Fakta: Weekendarbejder
Banedanmark har planlagt tests i de følgende weekender. Her vil der ikke køre tog, ligesom overkørsler vil være lukkede. Dog vil en stor andel af overkørslerne være åbne lørdage fra 09.30 til 16.30 i de angivne testweekender:
• Uge 5: fra fredag 5. februar klokken 21.40 til mandag 8. februar klokken 04.00.
• Uge 18: fra fredag 7. maj klokken 21.40 til mandag 10. maj klokken 04.40.
• Uge 19: fra fredag 14. maj klokken 21.40 til mandag 17. maj klokken 04.40.
• Uge 20: fra fredag 21. maj klokken 21.40 til mandag 24. maj klokken 04.40.
• Uge 21: fra fredag 28. maj klokken 21.40 til mandag 31maj klokken 04.40.
• Uge 22: fra fredag 4. juni klokken 21.40 til mandag 7. juni klokken 04.40.
Læs mere om Signalprogrammet på Banedanmarks hjemmeside