Hvordan fungerer parkeringen i Køge bymidte – og hvordan kan den blive bedre? Det vil Køge Kommune gerne have borgernes hjælp til at svare på. Allerede nu ligger der spørgeskema klar i e-boks.
Fornuftige parkeringsforhold er af stor betydning for både beboere og gæster i enhver by – således også i Køge. Køge Kommune har taget fat på at udarbejde en ny og mere sammenhængende parkeringsstruktur i Køge bymidte, hvor målet er at skabe bedre overblik, klar skiltning og løsninger, der understøtter både det gode byliv og Køges handelsliv
Den ambition kan bedst indfries ved at høre fra dem, der anvender byen parkering og derfor har Køge Kommune nu sat gang i en spørgeskemaundersøgelse, der skal give input til arbejdet. Samtidig er der gang i planlægningen af et borgermøde onsdag den 18. juni:
– Borgernes erfaringer og holdninger er helt centrale i arbejdet med at skabe en parkeringsstruktur, der fungerer i hverdagen – både for dem, der bor i byen, og for de mange, der besøger Køge – enten som faste pendlere eller som gæster, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen.
Tjek e-Boks – eller postkassen
Alle borgere over 17 år modtager undersøgelsen via e-Boks i løbet af de kommende dage, mens de borgere, der er undtaget digital post vil få et spørgeskema tilsendt med posten.
Man kan svare på undersøgelsen frem til og med søndag den 11. maj.
Som tak for hjælpen, kan alle, der besvarer spørgeskemaet, deltage i lodtrækningen om to gavekort á 500 kr. til Køge Handel.
Borgermøde den 18. juni – husk tilmelding
Sideløbende med undersøgelsen inviterer Køge Kommune til offentligt borgermøde lørdag den 18. juni. Her kan interesserede borgere høre mere om baggrunden for projektet, stille spørgsmål og bidrage med idéer og input til fremtidens parkeringsløsninger.
Alle der besvarer spørgeskemaet, kan samtidig ønske at modtage invitation til borgermødet. Det vil være nødvendigt med en endelig tilmelding til borgermødet af hensyn til planlægningen.
– Vi håber, at mange vil give deres besyv med, både i forhold til at besvare spørgeskemaet og ved at dukke op på borgermødet, hvor vi inviterer til en åben dialog om både behov og muligheder, siger Lene Møller Nielsen.
