På baggrund af den helt ekstraordinære situation der har ramt Danmark, lukker Comwell midlertidigt over halvdelen af deres i alt 15 danske hoteller ned. ”Situationen har ramt vores branche hårdt, og vi vil gøre alt for at holde hånden under vores medarbejdere. Men vi kommer til at tilpasse vores organisation,” siger koncernchef, Peter Schelde, om beslutningen.
Som følge af den seneste udvikling, vælger Comwell nu midlertidigt at lukke for otte af hotelkædens 15 danske hoteller. Det drejer sig om hotellerne; Comwell Holte, Comwell Sorø, Comwell Korsør, Comwell Klarskovgaard, Comwell Middelfart, Comwell Kongebrogaarden, Comwell Kellers Park, Comwell Rebild Bakker. Desuden lukker Comwells venue, Centralværkstedet, i Aarhus også midlertidigt. Alle disse steder lukker fra torsdag den 19. marts kl. 10:00 og åbner igen tirsdag 31. marts kl. 10:00 – forudsat at der ikke kommer yderligere påbud fra regeringen.
Der vil fortsat være åbent på Comwells hoteller i Aarhus, Aalborg, Odense, Køge, Kolding, Helsingør og Roskilde.
Koncernchef, Peter Schelde, udtaler i forbindelse med beslutningen:
”Vi har fuldt tillid til regeringens og Sundhedsstyrelsens tiltag og har hele tiden fulgt deres anvisninger. Nu står vi så overfor en række nye påbud og initiativer, der ganske enkelt ikke gør det muligt at drive vores hoteller. Så når der nu foreligger et forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer, så rammer det selvfølgelig vores forretning særdeles hårdt. Situationen er dybt alvorlig. Men det vigtigste er, at vi udviser samfundssind og følger regeringens tiltag i bekæmpelsen af coronasmitten herhjemme.”
Comwell har altid haft det privilegium at have en lang række af landets virksomheder som trofaste kunder. Ikke mindst i denne vanskelige tid, har vores kunder udvist stor forståelse for vores svære situation og har støttet os til fulde. Vi ser derfor frem til at kunne byde vores kunder velkommen tilbage, når vi igen er på den anden side af coronakrisen.”
På spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser af nedlukningen af koncernens otte hoteller og Centralværkstedet, siger Peter Schelde:
”Denne situation rammer vores branche hårdt. Også Comwell, selv om vi er en stor og økonomisk velfunderet virksomhed. Det er selvsagt alvorligt, når mere end 90% af omsætningen forsvinder stort set fra den ene dag til den anden. Vi er i øjeblikket i fuld gang med at vurdere regeringens hjælpepakker, men jeg er dog bekymret for, at de ikke er tilstrækkelige. Derfor gør vi brug af alle de værktøjer og muligheder vi har for at bringe Comwell bedst muligt igennem denne ekstraordinære situation. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde hånden under vores medarbejdere. Men på trods af regeringens hjælpepakker og den alvorlige situation taget i betragtning, så kommer vi desværre til at tilpasse vores organisation.”
Den midlertidige lukningen af Comwells otte hoteller sker foreløbig frem til tirsdag den 31. marts kl. 10:00. Gæster, der har booket ophold eller møder på disse hoteller, bliver kontaktet af Comwell.
Comwell Hotels er en dansk hotelkæde med hoteller i Danmark og Sverige. Comwell var de første til at introducere danskerne for et mødekoncept i 1969, dengang under navnet Scanticon, og i 1992 åbnede Comwell sit første spahotel i Danmark. Comwell driver i alt 15 hoteller i Danmark og 2 hoteller i Sverige samt Centralværkstedet og Smedien i Aarhus. Desuden samarbejder koncernen med BC Hospitality Group om Comwell Conference Center Copenhagen. Koncernen er dansk og hovedsageligt ejet af Nic Christiansen Invest.