Danmark mangler arbejdskraft. Virksomhederne rekrutterer i stor stil forgæves, og det koster dansk erhvervsliv milliarder af kroner i omsætning hvert eneste år. Og manglen bliver kun værre. Beregninger fra Dansk Erhverv viser således, at vi fortsat kommer til at mangle 90.000 nye kollegaer frem mod 2030. Også selv om skyerne lige nu er ved at trække sig sammen over verdensøkonomien og dansk økonomi.

Det er på den baggrund, at vi i Dansk Erhverv nu kommer med en 2030-plan. Den vil øge beskæftigelsen med 53.800, og planen er ikke bare finansieret, den vil faktisk øge BNP med 57,2 milliarder kroner i 2030. Det er faktisk bare for Folketingets partier at slå op i vores plan og lade sig inspirere i forhold til tiltag, der kan gøre noget i den ret alvorlige situation, som Danmark står overfor,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

En bred vifte af initiativer
Dansk Erhvervs 2030-plan indeholder en bred vifte af initiativer, som trækker i den rigtige retning. For eksempel en sænkelse af selskabsskatten fra 22 til 19 procent, bedre adgang til kapital for iværksættere, øget beskæftigelsesfradrag, en videreførelse af mindrereguleringen af SU og dagpenge og at sænke indtægtsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft permanent til 360.000 kroner.

”Det er klart, at der ikke er et enkelt håndtag, som man bare kan trække i, som giver over 50.000 nye i arbejde, så vores 2030-plan spreder sig over lang række tiltag. Et væsentligt element i planen er, at vi sørger for, at færre trækker sig tilbage før, de når pensionsalderen. Vi kan og skal ikke betale for, at raske mennesker trækker sig tilbage før tid. Derfor er den klare opfordring fra Dansk Erhverv, at der straks efter et valg bliver nedsat en arbejdsgruppe, som har maksimalt et halvt år til at komme med forslag til, hvordan vi får bragt antallet af danskere på de eksisterende fem tilbagetrækningsordninger ned med mindst 30.000 i 2030. Det vil i øvrigt give et BNP-løft på hele 57 milliarder,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Du kan læse ”Dansk Handlekraft 2030” her.

Foto JTL

Kilde.