De danske myndigheder har af hensyn til elforsyningssikkerheden i Danmark truffet en beslutning, der pålægger Ørsted at fortsætte samt genetablere driften af tre kraftværksblokke, der anvender olie og kul som brændsel.

Det drejer sig om Esbjergværkets blok 3 og Studstrupværkets blok 4, som begge anvender kul som primært brændsel, samt Kyndbyværkets blok 21, som anvender olie som brændsel. De to sidstnævnte anlæg er allerede taget ud af drift og konserverede, hvorimod Esbjergværket var planlagt til at blive taget ud af drift den 31. marts 2023.

Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:

“Vi kan konstatere, at myndighederne nu pålægger os at både fortsætte og genetablere driften af nogle af vores olie- og kulfyrede kraftværker af hensyn til elforsyningssikkerheden. Vi vil naturligvis efterkomme myndighedernes krav, og vi går nu i gang med at klargøre og vedligeholde anlæggene samt skaffe bemanding til at drive dem. Det er stadig vores holdning, at vi som samfund skal udfase brugen af gas, olie og kul hurtigst muligt, men vi står midt i en europæisk energikrise, og vi vil naturligvis bidrage til at sikre forsyningen af strøm, så godt vi kan.”

Der vil være en række udfordringer af både teknisk og bemandingsmæssig karakter, som Ørsted nu skal løse. For alle tre anlæg gælder det, at der skal foretages vedligehold for at få dem klargjort til drift i den krævede periode. Derudover kræver det højt specialiseret arbejdskraft at drive et kraftværk, og bemandingen skal være oplært i drift af det konkrete kraftværk. Ørsted forventer, at det særligt for Studstrupværkets blok 4 og Kyndbyværkets blok 21 vil tage tid at få disse ting på plads, men vil gøre alt for at få anlæggene klar til drift hurtigst muligt.

De danske myndigheder har pålagt Ørsted at holde de tre anlæg i drift frem til den 30. juni 2024, og Ørsted fastholder derfor sit mål om at blive CO2-neutral i 2025.

Fakta om kraftværksblokkene:
Esbjergværkets blok 3: Kulfyret, kan levere 370 MW el
Studstrupværkets blok 4: Kulfyret, kan levere 360 MW el
Kyndbyværkets blok 21: Oliefyret, kan levere 260 MW el

Foto ABW

Kilde.