Salget af sildebensgulve er eksploderet, og hos Garant Køge forventer man en tredobling de kommende år – især fordi det med en ny type trægulve er blevet nemmere end nogensinde at lægge sildebensparket. Ifølge en boligekspert er der især to typer rum, hvor sildebensparket passer særlig godt ind.
Sildebensparket var tidligere forbeholdt herskabslejligheder og patriciervillaer, men i dag har det mønstrede gulv bredt sig til mange andre typer boliger.
”I dag er der rigtig mange familier i moderne huse, som fx typehuse, der vil have sildebensparket. Det har taget en voldsom drejning de seneste år,” forklarer Erik Vangsgaard fra Garant.
Butikken på Theilgaards vej 3 har taget konsekvensen og er netop blevet forhandler på en ny type sildebensparket, hvor du på grund af et særligt kliksystem kan reducere monteringstiden og dermed halvere udgiften til håndværkere.
Det nemme gulv – der dæmper lyde
”Derudover er det færdigbehandlet, når du modtager det, så du skal heller ikke lakere eller oliere. Udfordringen med et klassisk, fuldlimet sildebenstrægulv er, at træet ligger og arbejder over tid og skaber revner – og folk går meget op i de her samlinger og ønsker ikke, at man kan se dem. Med et stærkt klikgulv har du altid tætte samlinger. Og der er 25 års garanti på gulvet,” siger Erik Vangsgaard.
Et klikbart sildebensgulv kan lægges som et såkaldt ’svømmende’ gulv på et plant undergulv. Erik Vangsgaard anbefaler at vælge et kvalitetsunderlag, for eksempel et med en akustikdæmpende effekt:
”Vi har nogen, der kan dæmpe med hele 29 dB. Vi sælger næsten ikke andet end de her underlag, fordi det er så god en investering – både i øget livskvalitet og holdbarhed.”
Passer gulvet til dit hjem?
Nogle boligejere er dog nødt til at kigge lidt bredere i sortimentet hos gulvforhandleren, mener arkitekt og sekretariatsleder hos Danske BoligArkitekter, Pernille Hjorth: ”Grunden til, at danskerne i stigende grad vælger sildebensgulve, er, at vi i højere grad fokuserer på at få flere mønstre og overflader ind i boligen. Samtidig er vi blevet mere opmærksomme på vores gulve og lofter, fordi de i høj grad kan bidrage til bedre indeklima og god akustik. Og her er sildebenstrægulve fantastiske, samtidig med at de er vanvittigt flotte. Men man skal ikke bare vælge det, fordi det er ’hot’. Det er vigtigt ikke begå samme fejl, som mange har begået med sortglaserede tegl, der er blevet lagt på nogle huse, hvor det er helt malplaceret. Sildebensparket egner sig bedst til boliger, hvor der er kælet for andre detaljer også. Også i store rum er det rigtig flot. Og så skal du kigge på linjerne; har man fx ud for stuen et stort glasparti og en terrasse, hvor brædderne vender på den anden led, kan det hurtigt komme til at se rodet ud,” lyder rådene fra boligeksperten.
For yderligere information, kontakt Garant Køge på tlf. 56 66 22 33.