Første fase af jordoprensning slutter
Siden efteråret har Køge Kyst arbejdet med at grave både ren og forurenet jord væk på Søndre Havns yderste spids. Første fase af oprensningen slutter nu, og sidst på sommeren overgår byggepladsen til byggeri af nye boliger.
70.000 tons jord. Halvdelen ren, halvdelen forurenet. Det er hvad Køge Kysts entreprenør Arkil siden efteråret 2020 har fjernet fra den ca. 200 meter lange og 50 meter brede byggegrube yderst på Søndre Havn i Køge.
– Arbejdet er gået helt efter planen, og vi er snart klar til at overdrage pladsen til byggeri af nye boliger. Naboerne har været forstående og tålmodige, og den største overraskelse i forløbet har været positiv – nemlig at vi fandt et skib fra 1700-tallet, siger Køge Kysts projektdirektør Peter Kjølby.
Det omfattende projekt har handlet om at rydde op efter jordforurening fra tidligere industri og ved samme lejlighed grave ud til en parkeringskælder under tre kommende boligkarréer.
Den rene jord, som er gravet op, bruges dels til klimasikring i form af terrænhævning mod havet og dels til det kommende byggeri af en parkeringskælder. Den forurenede jord er kørt væk til rensning lokalt hos Scanfield i Køge.
På et par online-møder i november sidste år orienterede Køge Kyst naboerne til byggepladsen om projektet og forberedte dem på, at der ville komme periodevise støj- og lugtgener, men at der ikke er sundhedsfare forbundet med at være i nærheden af byggepladsen.
Arkæologer fortsætter
Arkæologerne fra Museum Sydøstdanmark fortsætter med at undersøge det nyfundne skibsvrag – et arbejde, som de bliver færdige med en gang i juli måned. Herefter overgår området til den nye bygherre og entreprenør, som ligeledes vil orientere naboerne om aktiviteter, der berører dem.
Processen med at oprense jord gentager sig i 2022, hvor Køge Kyst på tilsvarende vis graver ud til en parkeringskælder under de sidste to af fem nye byggerier, som skal opføres på den såkaldte Etape SH4.
På www.koegekyst.dk/oprensning kan man læse mere om projektet og blandt andet se tre små film om arbejdsprocessen.
Dronefoto krediteres: Rune Pedersen
Pressen kan kontakte:
Projektdirektør Peter Kjølby, Køge Kyst P/S