EUC Sjælland har netop fejret 27 nyudlærte tømrere, der alle klarede strabadserne med at gennemføre svendeprøven i skolens satellitafdeling i Vordingborg midt i en corona-tid.
27 nyudlærte tømrere stod med deres svendeprøvebevis fredag eftermiddag i i EUC Sjællands satellitafdeling i Vordingborg. Der blev holdt afstand og lykønsket med albue ved overrækkelsen. Familiemedlemmer kunne ikke møde op og måtte undvære afslutningen på en noget anderledes svendeprøve, der blev afholdt i overensstemmelse de gældende restriktioner.
Uddannelse giver et fundament og en glæde i livet
Det var Peter Jakobsen, tømrermester og Næstformand i bestyrelsen for EUC Sjælland, der overrakte svendebrevene med albuehilsen til de udlærte tømrere.
“Det bedste ved i dag, er at vi får 27 nye svende, der ryger ind i de voksnes nye rækker. Nogle af dem kom uden erfaring, og de har udviklet sig stærkt fagligt. De er på samme tid blevet nogle voksne og ansvarsbevidste mennesker, der har fundet et fundament og glæde i livet,” siger Peter Jakobsen og fortsætter:
” Den faglige stolthed er meget vigtig, den skal man værne om. Jeg hæfter mig meget ved den, og sår det som små frø hos de unge, så de ved at de ting, man leverer skal være i orden. En ting er at have svendeprøven, men man skal også leve op til den – og følge med for tingene udvikler sig hele tiden.”
Kasper Hoff Tandrup Jensen er en af de 27 tømrerelever, der lige er blevet udlært tømrer efter afholdelse af svendeprøve i EUC Sjællands satellitafdeling i Vordingborg.
Hele tre sølvmedaljer uddelt i år
På trods af de noget anderledes forhold i dette års afholdelse af svendeprøven, hvor der midt i forløbet også måtte hjemsendes tre elever grundet covid-risiko, som skal færdiggøre deres prøve efter påske, så bestod hele 27 elever svendeprøven.
Al undervisning op til prøven er foregået virtuelt, men alligevel er dette års faglige kvalitet høj. Hele tre elever fik sølvmedalje, det sker kun, hvis skuemesteren ved bedømmelsen vurderer at arbejdet er særdeles veludført. Medaljemodtagerne var Jonas Christian Hage Hansen, Martin Jannick Reenberg og Nicklas Midtgaard Mc Intyre.
” Det er helt vildt at modtage medaljen, det er jo det største man kan få indenfor tømrerfaget, når man er udlært. Jeg er meget stolt i hvert fald. Jeg lægger en ære i at lave et godt stykke håndværk. Det skal se fint ud, og min mester skal være tilfreds, jeg selv skal være tilfreds og kunden skal være tilfreds med det jeg laver, det lægger jeg stor vægt på. Nu skal jeg ud og fejre det, det er min mester Anders, der har planlagt noget, så det bliver spændende,” siger Jonas Christian Hage Hansen, 20 år.
Yderligere fem elever blev antaget med ros: Emil Skørp Nielsen; Martin Hacke-Jershøj; Mathias Eggert Birkedal; Michael Dankelev Russel; Nicolai Foght Eriksen.
Jonas Christian Hage Hansen, 20 år modtag en sølvmedalje sammen med sit svendebrev. Det sker kun, hvis skuemesteren ved bedømmelsen vurderer at arbejdet er særdeles veludført.