Fritidsaktiviteter såsom sport, kunst eller musik er for mange børn og unge en kilde til glæde og personlig udvikling. For børn fra familier med trængte midler er fritidsaktiviteter dog ofte en drøm og ikke en realitet. Omkostningerne til medlemskaber, udstyr og deltagergebyrer kan være uoverkommelige for disse familier, hvilket begrænser børn og unge i at få adgang til de mange fordele og glæder, der følger med deltagelsen i fritidsaktiviteter. BROEN Køge er én af de frivillige foreninger, der forsøger at hjælpe børn og unge med at dyrke deres fritidsinteresser. Foreningen har netop modtaget en donation på kr. 50.000 fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Børn fra udsatte familier, der ikke har mulighed for at dyrke deres fritidsinteresser, risikerer ofte at mistrives og føle sig udenfor. Derfor er det helt essentielt, at foreninger som BROEN Køge gør en stor indsats for at få udsatte børn ud i foreningslivet, hvor de kan indgå i aktive og vigtige, sociale fællesskaber. Lennert Hansen, Formand i BROEN Køge, udtaler:

“Børn og unge fra økonomisk udsatte familier har ofte ikke de samme muligheder for at indgå i sociale og aktive fritidsaktiviteter på lige fod med andre. I BROEN Køge er vores mission at gøre det muligt for alle børn og unge i lokalområdet, uanset social baggrund, at kunne være en del af foreningslivet og opbygge den selvtillid, livsglæde og de sociale færdigheder, som der skabes i disse fællesskaber. Af den grund er vi yderst taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som bidrager til at skabe et bedre og mere inkluderende samfund, hvor alle børn får mulighed for at deltage i aktiviteter, som beriger deres liv.”

Et vigtigt stykke arbejde

Jeppe Ertman, partner i EDC Poul Erik Bech Køge, stod for overrækkelsen af donationen. Han udtrykker stor respekt for foreningens anerkendelsesværdige arbejde med ordene:

“EDC Poul Erik Fonden støtter foreninger, som gør en særlig forskel for andre, hvilket BROEN Køge netop er et pragteksemplar på. Alt for mange udsatte børn og unge kommer fra økonomisk trængte familier, som ikke har ressourcerne til at kunne tilbyde deres børn et aktivt og socialt fællesskab igennem fritidsaktiviteter. BROEN Køge gør en uvurderlig indsats for at give socialt udsatte børn og unge i lokalområdet chancen for at deltage i fritidsaktiviteter, som førhen har virket uopnåeligt. Således kan EDC Poul Erik Fonden ikke gøre andet end at støtte op om foreningens gode arbejde.”

På landsplan uddeles over en million kroner til BROEN

For sjette år i træk yder EDC Poul Erik Bech Fonden en betydelig donation til BROEN Danmarks lokalforeninger. I år har fonden doneret kr. 1,05 mio. fordelt til BROENS lokale foreninger. Direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, Jane Bech, fortæller om baggrunden for at støtte foreningen endnu en gang:

“De 22 lokalforeninger er meget professionelle og arbejder i tæt dialog med b.la. pædagoger, lærere, SSP og andre engagerede støttepersoner, der alle yder en stor indsats for, at børn og unge bliver en del af succesoplevelser og sociale fællesskaber. De udgør en vigtig rolle i lokallivet, og derfor ønsker vi fortsat at støtte deres gode arbejde.”

BROEN Danmark hjalp i 2023 7.479 børn og unge til en meningsfuld fritid i gode fællesskaber. Dette er en stigning på ca. 10% siden sidste opgørelse i 2022.

Pressefoto