Er der en forskel?
Overalt i Køge pyntes der nu op til Halloween, og uhyggen breder over hele byen. Fejring af den amerikanske festdag er efterhånden ved at have bidt sig godt fast hos mange danskere som en slags ny og uhyggelig “fastelavnsfest” – i efteråret. Men hvordan er det nu lige med Halloween – er det ikke det samme som Allehelgen?
Ikke helt, for selvom udgangspunktet for de to fejringer ligner hinanden, så falder den amerikanske Halloween altid den 31. oktober, hvor den gamle Allehelgen altid falder første søndag i november. Og der er selvfølgelig også andre forskelle: For eksempel er den amerikanske fest, der har sin rod i keltisk folketro, især en slags udklædningsfest for børn i uhyggens tegn, hvor den gamle Allehelgen snarere er en festlighed for voksne, hvor man hylder afdøde.
I katolsk tid
Oprindeligt var Allehelgen en katolsk festlighed, der altid faldt 1. november og på et enkelt punkt mindede lidt om Store Bededag: I den katolske kirke var så mange helgener, at der simpelthen ikke i løbet af et kalenderår var plads til hyldest af dem alle på forskellige dage i løbet af året. Derfor opstod Allehelgen, hvor disse fremover kunne mindes og fejres én gang årligt. I øvrigt var dagen efter Allehelgen – Allesjælesdag – en dag, hvor man mindedes alle de “almindeligt dødelige”, der var gået bort i det forløbne år.
Efter Reformationen
Efter Reformationen i 1500-tallet ændrede man denne gamle skik således, at man slog de to dage sammen og fremover på Allehelgen alene fejrede de døde. Og under Chr. VII flyttede man i 1770 denne fejring af de døde, så Allehelgen fremover altid faldt den første søndag i november, hvor man hyldede de døde med gudstjeneste, ved at tænde lys på gravene og ved at læse navnene på afdøde i sognet i det forløbne år op for menigheden i kirken.
Det var – og er stadig for nogen – en dag, hvor familien drog i kirke og på kirkegården for at mindes. I København (og måske også andre steder i landet?) var det så vidt vides ikke unormalt, at man simpelthen pakkede madkurv, tog temaskinen under armen og drog på regulær familieskovtur til kirkegården. Her slog man sig ned på et af familiens gravsteder og nød en god frokost så tæt som nu muligt på sine afdøde familiemedlemmer, som det beskrives i “Tudemarie” af Gudrun Eriksen – historien om den uheldige københavnerpige Marie i 1880’ernes København…
Happy Halloween – og god Allehelgen!
Foto: ABW