Skal den første lønudbetaling i år være korrekt, er det nu, forskudsopgørelsen for 2023 skal rettes. Har der været væsentlige ændringer i indkomst eller fradrag, som endnu ikke er oplyst til Skattestyrelsen, kan det få betydning for årets første udbetaling.

Snart er det tid til, at vi modtager den første udbetaling af indkomst i 2023. Har der været ændringer i hverdagen i løbet af 2022 fx i indtægt, renter eller kørsel, er det særligt vigtigt at opdatere sin forskudsopgørelse for 2023, så der bliver beregnet den korrekte skat.

– Vi oplever hvert år en stigning i antallet af henvendelser fra borgerne i slutningen af januar, der ikke kan forstå, hvorfor årets første udbetaling er forkert. Det kan være, at de har fået trukket en alt for høj skat, og derfor ringer ind til os. Typisk handler det om, at oplysninger i forskudsopgørelsen ikke er opdaterede. Vi ved jo kun, hvordan borgernes økonomi har set ud tidligere år – ikke hvad de forventer af året, der kommer. Det skal man selv sørge for at oplyse os om, siger underdirektør Jan Møller Mikkelsen og tilføjer: – Vær især særligt opmærksom på felterne for indtægt, renter og kørsel. Stemmer de oplysninger, vi har? Når vi taler med borgerne, er det typisk her, vi oplever, at der skal laves ændringer. Så brug hellere et øjeblik på at tjekke det nu, det kan spare nogle frustrationer senere på måneden, siger Jan Møller Mikkelsen.

Borgere, der ikke når at rette deres forskudsopgørelser inden første udbetaling, vil i stedet få fordelt ændringerne, de laver, på årets resterende måneder. Det vil sige, at har man fx ikke anvendt sit rentefradrag i januar, vil det i stedet blive fordelt på årets resterende måneder.

Læs mere på skat.dk/januarløn

Foto: ABW

Kilde Skattestyrelsen