Ildsjæleprisen gik til bokseklubbens entusiast.

Formanden i Køge Bokseklub fik mandag Køge Kommunes Ildsjælepris. June Svendsens engagement og sociale bevidsthed får nemlig boksere og motionister i alle aldre og med forskellig baggrund til at mødes på tværs med en fælles glæde for sporten.

Formanden siger aldrig nej
June Svendsens er ikke blot bokseklubbens formand gennem 15 år. Hun er også træner og arrangør, og blandt hendes mange bedrifter tæller træningslejre, pizzaboksning og et særligt hold for boksere med Parkinson. Desuden har hun altid vist stor social ansvarlighed over for utilpassede unge og voksne i samarbejde med aktører som SSP, Broen og Helhedsplanen.

Fra bestyrelsen i Køge Bokseklub lyder det, at June aldrig er længere væk end en sms, og at de aldrig har hørt et ”nej” fra hende. Køge Bokseklub havde ikke været det samme uden hende, lød det i deres indstilling.

Derfor er June Svendsen en værdig modtager af Køge Kommunes Ildsjælepris, som ud over æren består af en flot gavekurv.

Skal jeres ildsjæl have den næste pris?
Ildsjæleprisen er en ny pris, som bliver uddelt af Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune fire gange om året for at hylde de frivillige ildsjæle i foreningslivet. Tidligere på året gik prisen til ildsjæle i Køge Kano & Kajak Klub og Skovtrop Spejderne i Bjæverskov, og nu altså til June Svendsen i Køge Bokseklub.

Måske skal det være jeres ildsjæl i idræt, kultur eller fritid, som skal have den næste Ildsjælepris?

Næste indstilling er den 7. september.

Kilde.

Foto ABW