To juniortrænere fra Køge Dykkerklub modtog i går Køge Kommunes Ildsjælepris. Deres passion for sporten smitter og har ført til, at klubbens juniorhold i undervandsrugby er blevet Danmarks største.
Hver tirsdag mellem 18.30 og 19.30 kan man finde Marius og Michael på kanten af bassinet i Køge Svømmeland, hvor de underviser godt 25 juniorer i undervandsrugby. Gennem de seneste tre år har deres makkerskab motiveret unge til at elske spillet. I dag kan juniorholdet i undervandsrugby fra Køge Dykkerklub stolt kalde sig for Danmarks største, hvilket blandt andet skyldes de to juniortræneres engagement i både klubben og sporten. En flot indsats som Marius og Michael til gårsdagens træning blev anerkendt for, da de fik Køge Kommunes Ildsjælepris.
Marius begyndte på juniorholdet som 15-årig, og Michael har dyrket sporten i snart 30 år. Takket være dem bliver bassinet fyldt til bristepunktet ved hver træning. Desuden har de fået mange piger til at opbygge et særligt forhold til sportsgrenen.
– Marius og Michael er strålende eksempler på, hvordan vores ildsjæle er med til at drive idrætten frem i Køge Kommune. Undervandsrugby er en mere ukendt sportsgren, men nu har de formået at sætte både sporten og ikke mindst Køge Kommune på landkortet. Det er inspirerende at se, hvordan de har løftet interessen for undervandsrugby og fået vores yngre borgere til at finde glæden i sporten, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Andre klubber spørger til opskriften bag succes
Med næsten 25 års aldersforskel har de to juniortrænere Marius og Michael skabt et unikt samarbejde, som har hævet juniorholdets idrætsmæssige niveau. Køge Dykkerklub er blevet landskendt inden for undervandsrugby, og som følge af succesen spørger flere klubber landet over til hemmeligheden bag. I indstillingen til ildsjæleprisen er der lagt væk på, at succesen blandt andet skyldes Marius’ og Michaels evne til at motivere juniorholdet.
Ildsjæleprisen hylder de frivillige ildsjæle i foreningslivet i Køge Kommune og bliver uddelt fire gange om året.