Det bliver Kammeradvokaten, der skal lave en advokatundersøgelse af sagerne på Borup Skole, som Økonomiudvalget i Køge Kommune tirsdag valgte at sætte i gang efter anbefaling fra forvaltningen. Sideløbende med, at sagerne på Borup Skole undersøges grundigt, øges opmærksomheden på håndtering af elevers adfærd på alle Køge kommunes skoler.
På baggrund af godkendelse i Økonomiudvalget kan Køge Kommune nu iværksætte en advokatundersøgelse af sagerne på Borup Skole. Det bliver Poul Schmidt, Kammeradvokaten, som har stor kompetence i offentlig ret og erfaring med børnesager, som kommer til at stå for undersøgelsen.
Advokatundersøgelsen har til formål at give en ekstern vurdering af, om familiecenteret og skolens ledelse lovgivningsmæssigt har reageret tilstrækkeligt, korrekt og inden for tidsfristerne i henhold til barnets lov i forhold til de konkrete hændelser på Borup Skole.
Undersøgelsen kommer til at omfatte alle de registrerede underretninger, som omhandler mistanke om vold og overgreb mellem elever på Borup Skole på alle klassetrin, registreret i perioden fra 2022 og frem til 26. februar 2024. Herudover kan forældre melde ind, hvis de har dokumenterede hændelser om tilfælde af vold og overgreb, som de gerne vil have bliver omfattet i undersøgelsen.
– Resultaterne af undersøgelsen skal give os vigtige svar på, om kommunen har håndteret sagerne på Borup Skole efter lovgivningen, og jeg er glad for at kunne sige, at alle i Økonomiudvalget bakker op om, at det er nødvendigt med en grundig gennemgang. Vi har valgt et advokatfirma, som har kompetencer og kapacitet til at levere resultaterne til os hurtigst muligt, så vi, og ikke mindst de involverede familier, kan få svar. Det er noget vi alle har brug for. Siger borgmester Marie Stærke.
Øget opmærksomhed på håndtering af elevers adfærd på alle skoler i Køge Kommune
Sagen på Borup skole er en anledning til at styrke opmærksomheden på håndtering af elevers adfærd på skolerne i Køge kommune. Derfor vil skoleledelserne på alle Køge Kommunes skoler i den kommende tid samles og drøfte, hvordan man bedst forebygger og håndterer situationer, hvor elever opfører sig grænseoverskridende over for hinanden. Herunder også dialog med forældre og generel kommunikation.
– Som kommune skal vi lære af sagen på Borup Skole. Derfor kigger vi bredt på alle vores skoler og går i dialog med lederne om, hvordan vi arbejder med og efterlever beredskaber, underretningsguide, antimobbe-strategier og ikke mindst god dialog med forældre, siger borgmester Marie Stærke.
Flere tiltag i gang
Udover ovenstående initiativer er der også igangsat konkrete initiativer på Borup Skole. Blandt andet er ledelsen blevet styrket med indsættelse af Ole Thestrup Smith, som ny konstitueret skoleleder. Og der er kommet øget tilsyn med flere voksne omkring børnene, fokus på bedre kommunikation, efteruddannelse af personalet, trivselsplaner og ikke mindst samarbejde med Skolestyrken. Skolestyrken er et skoleprogram, som arbejder med at fremme trivsel og tryghed i skolen og arbejder for at bremse mobning. Det er ”Alliancen mod mobning”, bestående af Maryfonden, Børns Vilkår og Redbarnet, som står bag skolestyrken:
– Med igangsættelsen af advokatundersøgelsen og de konkrete tiltag på Borup skole, håber vi, at alle børn, forældre og ansatte får den ro og tryghed, som der skal til for, at de kan vende tilbage til en god og tryg hverdag på Borup Skole, slutter borgmester Marie Stærke.
Fakta:
- Økonomiudvalget i Køge Kommune besluttede tirsdag den 27. februar at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse af sagerne på Borup Skole
- Det bliver Poul Schmidt, Kammeradvokaten, som skal lave undersøgelsen
- Undersøgelse kommer til at give en ekstern vurdering af, om familiecenteret og skolens ledelse lovgivningsmæssigt har reageret tilstrækkeligt, korrekt og inden for tidsfristerne i barnets lov.
- Undersøgelsen omhandler alle registrerede underretninger, som omhandler mistanke om vold og overgreb i medfør til barnets lov §133 stk. 1 nr. 4 mellem elever på Borup Skole på alle klassetrin, registreret i perioden fra 2022 og frem til 26. februar 2024.
- Alle forældre på Borup Skole kan melde ind, hvis de har dokumenterede hændelser, som de gerne vil have bliver omfattet i advokatundersøgelsen.
- Forvaltningen samler skoleledelserne på alle Køge Kommunes skoler for at drøfte, hvordan der arbejdes med beredskaber, underretningsguides, antimobbe-strategier og god kommunikation skole og forældre imellem.
- Ole Thestrup Schmidt er indsat som konstitueret leder på Borup Skole, ligesom der er sat andre konkrete initiativer i gang på skolen for at sikre en tryg og god hverdag.