Nye tal for anmeldte indbrud i private hjem i årets første tre måneder viser en stigning sammenlignet med samme periode sidste år. Med udsigt til kommende helligdage og ferieperioder, hvor mange tager væk hjemmefra, opfordrer Bo trygt til, at man indbrudssikrer boligen, koordinerer ferieplaner med naboerne og hjælper hinanden med at skabe liv og tilstedeværelse i boligkvarterne.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort årets første tal for anmeldte indbrud i private hjem i Danmark. Tallene viser, at udviklingen på landsplan er gået den forkerte vej sammenlignet med sidste år. I 1. kvartal 2025 blev der anmeldt 3.705 indbrud i private hjem, hvilket er 8 pct. højere end samme periode i 2024, hvor der blev anmeldt 3.438 indbrud.
Ser vi på antallet af anmeldte indbrud pr. 100.000 indbyggere, ligger Region Sjælland under landsgennemsnittet. På landsplan er der i årets første tre måneder anmeldt 62 indbrud pr. 100.000 indbyggere, mens der i Region Sjælland er anmeldt 57 indbrud pr. 100.000 indbyggere.
Den landsdækkende udvikling dækker over store variationer, hvis man bryder ned på mere lokale indbrudstal. Nogle steder i landet har man oplevet færre indbrud i årets første tre måneder end sidste år, mens det andre steder er gået mindre godt.
Anmeldte indbrud i private hjem i Region Sjælland
Kommune | 1. kvartal 2022 | 1. kvartal 2023 | 1. kvartal 2024 | 1. kvartal 2025 | %-vis udvikling fra 2024 til 2025 | Indbrud pr. 100.000 indbyggere i 1. kvartal 2025 |
Faxe | 11 | 15 | 17 | 16 | -6% | 42 |
Greve | 90 | 61 | 25 | 38 | 52% | 71 |
Guldborgsund | 24 | 50 | 23 | 35 | 52% | 59 |
Holbæk | 31 | 26 | 17 | 52 | 206% | 70 |
Kalundborg | 28 | 16 | 5 | 19 | 280% | 40 |
Køge | 21 | 44 | 27 | 34 | 26% | 54 |
Lejre | 11 | 16 | 11 | 15 | 36% | 51 |
Lolland | 35 | 29 | 26 | 28 | 8% | 72 |
Næstved | 47 | 51 | 50 | 53 | 6% | 62 |
Odsherred | 30 | 11 | 6 | 32 | 433% | 99 |
Ringsted | 7 | 20 | 13 | 15 | 15% | 41 |
Roskilde | 59 | 55 | 31 | 30 | -3% | 33 |
Slagelse | 29 | 21 | 31 | 50 | 61% | 62 |
Solrød | 20 | 37 | 14 | 13 | -7% | 53 |
Sorø | 16 | 12 | 10 | 20 | 100% | 65 |
Stevns | 13 | 7 | 11 | 4 | -64% | 17 |
Vordingborg | 38 | 14 | 22 | 31 | 41% | 69 |
I alt | 510 | 485 | 339 | 485 | 43% | 57 |
Kilde: Danmarks Statistik og Bo trygt
– Stigningen i antallet af indbrud i private hjem i årets første kvartal er en påmindelse om, at vi hele tiden skal være opmærksomme på at sikre vores hjem og hjælpe hinanden i landets boligkvarterer med at holde indbrudstyvene fra døren. Vi har taget et stort skridt i den rigtige retning og er lykkedes med at reducere antallet af indbrud i Danmark markant sammenlignet med for 10 år siden. Men hvis vi læner os tilbage, så kommer indbrudstyvene også tilbage, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
– I de senere år er der sket rigtig meget, og mange – lige fra politi og kommuner til kommercielle aktører som låsesmedene og ikke mindst borgerne – er trådt sammen for at styrke indsatsen mod indbrud. Det er vigtigt, at vi fortsætter. Også fordi vi ved, at et indbrud eller et indbrudsforsøg går ud over trygheden. Med simple midler kan vi i fællesskab gøre livet meget mere besværligt for indbrudstyvene – og det skal vi gøre, fortsætter Britt Wendelboe.
Gode indbrudsråd til foråret
Med forårets komme ser vi frem mod lysere og varmere tider, hvor der typisk også er flere dage og perioder, hvor vi er væk hjemmefra. Bo trygt opfordrer til, at man koordinerer ferieplaner med naboerne og hjælper hinanden med at skabe liv og tilstedeværelse i kvarteret. Og så er det en rigtig god ide at indtænke lidt lavpraktisk indbrudsforebyggelse i sine øvrige hus- og haveprojekter.
– Opmærksomme naboer er sammen med uforudsigelighed et effektivt værn mod indbrud. Men vi skal også gøre det besværligt for tyvene at komme ind i vores hjem – og for den sags skyld ud. Sæt fx ekstra beslag på vinduerne og ekstra låse på alle døre – også terrasse- og kælderdøre. Så bliver det sværere for tyven at komme hurtigt ud med de stjålne genstande. Man kan evt. spørge sig til råds i sit lokale byggemarked, hvor de ofte har et godt udvalg af sikringsprodukter og vil være glade for at hjælpe. Man kan også vælge at få professionel hjælp til indbrudssikring, men det behøver hverken være dyrt eller besværligt at sikre sit hus bedre mod indbrud, siger Britt Wendelboe.
Bo Trygts guide til forårsklargøring af huset
- Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, fx på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer
- Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede
- Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med
- Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, fx en kodelås eller en lås med nøgle
- Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem, på www.bolius.dk/indbrud-i-boligen
Hent Nabohjælps app, og brug den til at aftale feriehjælp og dele advarsler: Nabohjælp med i lommen (nabohjaelp.dk)
Indbrud i private hjem i 1. kvartal i 2022-2025
1. kvartal 2022 | 1. kvartal 2023 | 1. kvartal 2024 | 1. kvartal 2025 | |
Antal indbrud på landsplan | 3.729 | 3.281 | 3.438 | 3.705 |
Kilde: Danmarks Statistik og Bo trygt