Den 8. juni 2025 skal Køge danne rammerne om to danske mesterskaber, når både et triatlon- og et Aquabikemesterskab løber af stablen i forbindelse med Køge Jernmand.
Når der til sommer afholdes Køge Jernmand for tredje gang, skal de modige deltagere løbe side om side med andre atleter, der konkurrerer i et dansk mesterskab. Der skal nemlig afvikles både DM Middel og DM Aquabike Lang ved samme arrangement.
Triatlon Danmark har valgt Køge som værtsby og afvikler stævnet i samarbejde med arrangørerne af Køge Jernmand: Køge kommune og Køge Tri Team 2000.
Det ene mesterskab er DM Middel, der afholdes både for eliten og for Age-Group. Age-Group er betegnelsen for motionist- og amatørtriatleter, der konkurrerer inddelt i aldersklasser. De skal konkurrere på triatlondistancen 1900 meters svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb.
Det andet mesterskab er DM Aquabike langdistance for Age-Group, der er en disciplin på samme svømme- og cykeldistance.