Af Klaus Kjelstrup
Spidskandidat KV25 for Danmarksdemokraterne Køge
I sagen om Køge Festuge og Lovparken er det afgørende at skelne mellem, hvad der er juridisk muligt – og hvad der er demokratisk og forvaltningsmæssigt forsvarligt.
Køge Kommune har udstedt en ulovlig lejekontrakt. Det har Planklagenævnet slået fast. Det er en klar og velfunderet afgørelse fra en uafhængig, retslig instans, og den fortjener respekt – ikke kreativ omgåelse.
Alligevel overvejer kommunen nu at presse en midlertidig dispensation igennem, mens man i hast arbejder på at ændre lokalplanen – ikke som en langsigtet vision for byens udvikling, men som en brandslukning for en fadæse, man selv har begået.
Det er ikke borgerne, der har lavet en fejl. Det er ikke borgerne, der har tilsidesat reglerne. Det er kommunen – og det er kommunen, der må tage ansvaret.
At forsøge at bøje reglerne baglæns for at rette op på en politisk ubelejlig afgørelse underminerer borgernes retssikkerhed og tilliden til hele planlovssystemet. Det sender et stærkt og giftigt signal om, at hvis man er stor nok, populær nok – og tæt nok på rådhuset – så gælder reglerne ikke helt på samme måde.
Der tales meget om fællesskab, minder og frivillighed. Og ja – det er værdifuldt. Men hvad med fællesskabet med de borgere, der har gjort præcis det, man bør i et demokrati: brugt deres ret til at klage, fået medhold, og nu ser deres sejr blive udhulet af en dispensation på kommunal fast-track?
Det er ikke ansvarligt. Det er ikke anstændigt. Det er Køge-Calle mentalitet for fuld skrue, hvor man dækker over egne fejl med nye – i stedet for at rette dem op.
Vi kan sagtens tale om en ny lokalplan – helt legitimt og demokratisk. Men så skal det gøres åbent, redeligt og med respekt for den afgørelse, der allerede er truffet.
Man reparerer ikke en tillidskrise med panikløsninger og politisk pression forklædt som kulturkamp. Og sponsorer og samarbejdspartnere bør også spørge sig selv, hvilket værdigrundlag de ønsker at støtte.
Køge Kommune må vise, at de tager både retsstat og borgerinddragelse alvorligt. Det gør man ved at tage ansvar for egne fejl og finde en løsning, der ikke smider borgerne under bussen.
Det kræver ikke kun vilje, det kræver format.
Har vores folkevalgte det?
