Køge Kommune anbefaler igangsættelse af uvildig ekstern undersøgelse om sagerne på Borup Skole Køge Kommune anbefaler Økonomiudvalget, at der iværksættes en uvildig ekstern undersøgelse af hændelserne på Borup Skole. Samtidig er der stadig stort fokus på gennemførelse af konkrete initiativer på skolen, som skal skabe tryghed og ro.
Der skal skabes ro og tryghed på skolen for alle børn, forældre og ansatte på Borup Skole. Derfor arbejder Køge Kommune også intenst på flere niveauer for at komme helt til bunds i de hændelser, som har været på skolen. Der er igangsat flere initiativer og flere vil komme til.
Køge Kommune anbefaler uvildig ekstern undersøgelse
Køge Kommune indstiller til Økonomiudvalget på tirsdag den 27.2, at der iværksættes en uvildig ekstern undersøgelse af sagerne på Borup Skole:
”Det er afgørende, at vi får en ekstern undersøgelse af, om vi har håndteret sagerne på Borup Skole, som vi skal, ifølge lovgivningen. Den undersøgelse, vi ønsker at sætte i gang skal give svar på netop dét og gøre os klogere på, om der er noget, vi har overset. Præcis hvordan undersøgelsen skal udformes og af hvem, melder vi ud på tirsdag, når Økonomiudvalget har truffet den formelle beslutning om at sætte den i gang”, siger borgmester Marie Stærke.
Konkrete initiativer på Borup Skole
Samtidig med anbefalingen af den eksterne undersøgelse, er der igangsat konkrete initiativer på skolen, som skal sikre at børnene kan komme tilbage til en tryg og god skolegang efter vinterferien. Det handler blandt andet om fokus på ledelse, styrket tilsyn med flere voksne omkring børnene, øget og bedre kommunikation samt samarbejde med Skolestyrken, trivselsplaner og efteruddannelse af personalet:
”Udover den eksterne undersøgelse, har vi fortsat stor opmærksomhed på, at der ting i det her forløb, som vi skulle have gjort bedre. For eksempel har mangelfuld kommunikation været med til at skabe stor utryghed. Det har ikke været godt nok, og det skal vi rette op på med det samme. Nu skal vi have Borup Skole tilbage til en normal og god hverdag”, siger Marie Stærke.