Kulturforeningen Apollonaris og Kulturforeningen i Skovbo (KIS) har indstillet Astrid Tyroll til årets Ildsjælepris, som Køge Kommune sædvanligvis uddeler tre gange årligt. Astrid Tyroll, bestyrelsesmedlem og kasserer, har gennem mere end 40 år været en betydningsfuld kraft i foreningslivet i Ejby, Borup, og Køge samt på landsplan.
“Astrid Tyroll er lidt af en stjerne i vores kommune. Hendes redelighed, venlighed og evne til at inspirere og samarbejde gør hende uundværlig. Hun balancerer og jonglerer med opgaverne lidt som en linedanser eller artist og har evnen til at få ting til at se lette ud, trods de mange hensyn, der tit må tages, når vi skal udvikle kulturtilbud, hvilket naturligvis også må tilskrives hendes store pædagogiske tæft og en kunstnerisk åre. Vi kunne ikke ønske os en bedre kulturambassadør. Astrid hun fortjener stor anerkendelse for sin mangeårige indsats og værdifulde erfaring,” siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.
Siden 1979 har Astrid engageret sig i Ejby Idrætsforening som gymnastikleder, svømmetræner og hovedkasserer. Hendes største indsats har dog været inden for det kulturelle område. Astrid har spillet en central rolle i Ejby-revyerne, grundlæggelsen af Kulturforeningen Apollonaris, og udviklingen af børneteatergruppen og musikaftenskolen.
For mere end 30 år siden var Astrid med til at etablere Ejbykoret og har siden været en aktiv aftenskoleleder for koret. Hun var også en nøglefigur i etableringen af Ejby Medborgerhus, som nu er et kulturelt fyrtårn i lokalområdet.
Astrid har også bidraget betydeligt til Skovbo Kunstforening og Landssammenslutningen af Kunstforeninger, herunder deltagelse i kunstformidling og Croquisfestivalen i Borup Kulturhus. Desuden har Astrid været en del af styregruppen for Borup Kulturhus og har arbejdet for Kulturelt Samråd og EU-projekter.
Astrid Tyrolls arbejde er kendetegnet ved hendes redelighed, venlighed, og evne til at inspirere og samarbejde. Hendes bidrag til kulturlivet i Køge Kommune har gjort hende til en uvurderlig ressource, og hun fortjener anerkendelse for sin mangeårige indsats og imponerende CV.
Ildsjæleprisen uddeles sædvanligvis i februar, maj og oktober.