Søndag den 20. oktober danner Køge Marina og de grønne områder omkring marinaen endnu engang rammen om løbet Køge Marina Trail.
Trailløb handler kort sagt om at ”løbe i sporet” og giver altså både den gode motion og de helende naturoplevelser. Sidste år var en succesrig debut for Køge Marina Trail, hvor over 400 løbere deltog.
Igen i år går ruten omkring bådehavnen, forbi amfiteatret i skoven og ud på stranden.
Løbet holdes i samarbejde med Trails By Nordic Race, som arrangerer flere trailløb hvert år. Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, Ken Kristensen, trækker igen i år selv i løbetrøjen og ser meget frem til også endnu engang at byde deltagerne velkommen:
– Det er en fantastisk dejlig oplevelse at løbe Køge Marina Trail, hvor sport, fællesskab og natur går op i en højere enhed. Køge Marina og området omkring marinaen er fremragende til netop det formål, fordi vi som løbere bliver forkælet med både skov og vand på turen. Jeg ser i den grad frem til at løbe med igen i år, og jeg håber, at rigtig mange vil være med ude på ruterne – enten som genløbere eller som debutanter, siger han.
Alle kan være med til Køge Marina Trail uanset niveau. Du kan selv vælge frit mellem et løb på 5 km, 10 km eller 15 km. Elsker du også en god løbetur med din firbenede bedste ven, så er hundeheatet uden tvivl noget for dig. Ruterne er fuldt opmærkede til hundeejerne.
Hvis du skal være med, så husk at holde pauser og nyd udsigten undervejs. Find gerne andre at løbe med for at dele glæden, og husk at passe godt på naturen, når I løber derude.
Praktisk info og tilmelding
Køge Marina Trail foregår søndag den 20. oktober på Køge Marina, Bådehavnen 1, 4600 Køge.
Løbene begynder kl. 10 – der er indtjekning fra kl. 9
Det koster 195 kroner at deltage i løbet, og alle deltagere får medaljer.