Skal du i gang med havearbejdet, og vil samtidig gerne skabe et naturligt miljø i balance, hvor der er plads til vilde dyr og planter, så kan du lade dig inspirere af Køge Kommunes biodiversitetskatalog ’Mere liv i din have’. Kataloget er en samling af tips og tricks til, hvordan du nemt og gennem lidt arbejde kan gøre en kæmpe forskel for den vilde natur.
Der skal nemlig ikke særlig meget til for at sikre mangfoldigheden af arter og dermed styrke biodiversiteten – og kataloget er indrettet, så du kan være med uanset om du har have, gård eller altankasse.

– Det anslås, at mængden af insekter, målt i biomasse, er blevet reduceret med 80% siden 1989, og alene i Danmark er der på nuværende tidspunkt cirka 2000 truede arter. Alle kvadratmeter tæller, og ved at styrke biodiversiteten i vores haver eller på vores altaner, kan vi sammen gøre en forskel hen imod et mere rigt dyre-, insekt- og planteliv. Det vil vi med det nye katalog gerne inspirere til, siger formand for Klima- og Planudvalget, Niels Rolskov.

En større variation i plante-strukturen bidrager til, at flere forskellige insekter og dyr kan bosætte sig og få glæde af de ressourcer, der er til stede – alt sammen noget, du kan læse mere om i det nye katalog.

Frøposer og forfatteroplæg

Synes du også, at indsatsen for en mangfoldig og rig natur lyder spændende, kan du komme forbi og få et gratis biodiversitetskatalog og en frøpose med hjemmehørende arter på Køge Torv lørdag d. 7. maj mellem kl. 10 og 15. Grøn Omstilling fra Køge Kommune står klar til en snak om biodiversitet og om, hvordan vi fremmer vild natur.
Du kan også komme med til et oplæg mandag d. 9. maj kl. 17-19, hvor Jens Juhl og Sølva Falgren fortæller om, hvordan man planter sig til mere biodiversitet, og hvilke planter der er bedst til at tiltrække insekter, fugle og andet liv i haven. Oplægget foregår i kantinen på Køge Rådhus, Torvet 1.

Jens Juhl og Sølva Falgren dyrker selvforsynende og økologisk i kolonihaven kaldet Slottet i Smørmosen. De har udgivet flere bøger og har både hjemmeside og nyhedsbreve om selvforsynende dyrkning.

Kilde

Foto: ABW