Friluftsrådet står over for en stor opgave med at sikre, at vi får god adgang til de mange nye naturområder, som de lokale treparter skal levere, og det er bare ét af de mange vigtige emner, som programmet i 2025 byder på. Har du en ide til placering af eksempelvis nye naturområder, bålpladser eller nye stier? Så kom med til årsmøde i dit lokale friluftsråd.

2025 bliver et afgørende år for naturen og for friluftslivet. Den grønne trepartsaftale baner vejen for en historisk omlægning af landbrugsarealer til skov og natur, som er helt nødvendig. Friluftsrådet vil arbejde for, at der bliver gode muligheder for friluftsliv i nye skov-og naturområder, så flere kan få naturoplevelser helt tæt på i hverdagen. Og der er mangle andre vigtige emner på programmet, hvor du kan være med til at gøre en forskel for friluftslivet i dit lokalområde.

I løbet af de næste måneder er der årsmøde i dit lokale friluftsråd, hvor du bl.a. kan høre om Friluftsrådets arbejde med Den Grønne Trepart og få indflydelse på prioriteringen af indsatser i 2025. Og hvis du brænder for et særlig friluftstema er du velkommen til at byde ind. Det kan være, at der er behov for nye stier, bedre adgang til skovene, broer og udsigtstårne i moser eller ådal, mountainbikespor eller flere shelters i dit nærområde.
Ringsted, Køge, Faxe, Stevns mødes den 12. marts.

På årsmødet er der også valg til bestyrelsen og mulighed for at netværke med ildsjæle fra mange forskellige organisationer.

Dine input er politisk valuta
Dit lokale friluftsråd arbejder for at skabe de bedste vilkår for friluftslivet i din kommune, og det er uanset om du er medlem af en forening eller om du dyrker friluftsliv uden et medlemskab. Her arbejder lokale ildsjæle for at påvirke kommunernes prioritering af friluftsliv, for kommunerne har et kæmpe ansvar for, hvilke muligheder vi hver især har for at komme ud i naturen.

Det kan fx være i forhold til udvikling af nye naturområder, placering af energianlæg i naturen, friluftsliv i børns hverdag, naturbeskyttelse, friluftsliv i klimatilpasningsprojekter eller tilgængelighed til naturen for mennesker med handicap. Kommunerne får også en centrale rolle i de lokale treparter, som får brug for kvalificerede input fra friluftslivets foreninger og brugere.

For at kunne tale din og det samlede friluftslivs sag har dit lokale friluftsråd brug for at høre din mening. Så kom og del dine ideer, når der er årsmøde i dit lokale friluftsråd. Jo flere input, jo bedre forslag kan Friluftsrådet spille ind til politikerne i din kommune, som forhåbentlig bliver omsat til udvikling af natur, stier og faciliteter, der inviterer til mange forskellige friluftsaktiviteter.

Hvad er et årsmøde?
Én gang om året holder dit lokale friluftsråd årsmøde for alle, der er interesseret i natur og friluftsliv. På årsmødet er der oplæg og debat om friluftspolitik og mulighed for at melde sig til forskellige temagrupper, hvor man kan arbejde med de friluftsprojekter, som man selv synes er vigtigst. Du er også velkommen til bare at møde op og blive klogere på, hvad der sker i dit lokale friluftsråd, uden at du forpligter dig.

Så brænder du for et særligt friluftstema, er du meget velkommen til at byde ind.

På årsmødet er der også valg til bestyrelsen, hvor alle der er medlem af en forening under Friluftsrådet kan stemme og stille op til bestyrelsen. Har du spørgsmål til årsmødet eller Friluftsrådets lokale arbejde er du velkomment til at kontakte organisationskonsulent Kim Dabelstein Løwe.

Foto: Anne Beth Witte