22. september kl. 14 indvier Køge Kommune Føllehavegård – alle er velkomne til arrangementet, hvor der vil være taler, kage og rundvisning på de udendørs arealer.
I begyndelsen af september flyttede beboerne ind på det nyopførte bosted Føllehavegård. Det fejrer vi med en officiel indvielse af stedet den 22. september kl. 14, hvor der vil være taler af både politikere, ledelsen og de pårørende på Føllehavegård.
Byggeriet er blevet til i samarbejde med en engageret forældregruppe og et dedikeret personale på Føllehavegård – en proces, som ifølge formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen, har ført til et både moderne og velindrettet byggeri:
– Det nye Føllehavegård tager højde for beboernes og personalets behov, og det har været af meget stor værdi, at både pårørende og ansatte har været med i processen. Samtidig har vi i Georg Berg en totalentreprenør, der finder løsninger i stedet for problemer – det samarbejde vil vi rigtig gerne takke for, siger hun.
Formand for Socialudvalget Lissie Kirk ser frem til på udvalgets vegne formelt at kunne indvie det helt nye Føllehavegård sammen med udvalgsformanden for Teknik- og Ejendomsudvalget. Hun betoner, at byggeriet er et flot eksempel på, hvordan Køge Kommune arbejder aktivt med handicappolitikken og strategien om at skabe løsninger i fællesskab og tage udgangspunkt i borgernes ønsker og mål.
– Pårørende og ansatte har således været inddraget fra start i processen om, hvordan rammerne i botilbuddet bedst muligt indrettes til borgernes og personalets behov. Det har resulteret i et unikt botilbud, der både lever op til helt moderne standarder, og som er tilpasset brugernes ønsker til indretning og funktionalitet. Der skal lyde en stor tak til alle involverede, og vi glæder os til at invitere til indvielse af botilbuddet for alle interesserede den 22. september, siger Lissie Kirk.
Af hensyn til beboerne vil arrangementet blive afholdt udendørs, hvor der også vil være rundvisning. Der kan efter nærmere aftale ligeledes være mulighed for rundvisning i små grupper indendørs. Der vil udover taler være kage og tid til snak, inden arrangementet slutter kl. 15.