Med mursten fra Køge Boldklubs hedengangne klubhus på Køge Idrætspark er der nu rejst en fin mindemur. Muren indvies den 28. november 2022 med både festtaler, boldspil, kaffe og en lille konkurrence om klubben og dens historie.
Et klubhus er noget særligt. Det er her, man fejrer sejrene og samler sig selv og hinanden op, hvis en kamp er gået mindre godt. Det er her, man samles om strategi og taktik – det er her, man er fælles.
Sådan var det også for Køge Boldklubs gamle klubhus, som gennem 48 år havde dannet rammen om klubbens hold – og sammenhold. Men alting har jo sin tid, og sidste år blev det nedslidte klubhus på Køge Idrætspark erstattet med den nye foreningsbygning, som nu huser både Køge Boldklub og HB Køge i moderne og mere tidssvarende omgivelser.
Men det gamle klubhus er ikke gået i glemmebogen – tværtimod. Nu bliver det hyldet med opførelsen af en fin mindemur, som er opført med netop mursten fra det gamle klubhus. Muren er muret op og klar til helt formelt at blive indviet.
Det vil ske til en festligholdelse på Køge Idrætspark på forpladsen mandag den 28. november kl. 16:15, hvor formand for Køge Boldklub, Brian Hansen deltager sammen med borgmester Marie Stærke og formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.
De to politikere vil blandt andet interviewe hinanden om deres sportsoplevelser med Køge Boldklub – og teste deres egne evner til at ramme en bold.
Efterfølgende vil der være forfriskninger indendørs i form af kage, kaffe og øvrige drikkevarer, som kan nydes, imens man kan konkurrere på sin egen viden om Køge Boldklub og dens historie.
Alle er velkomne til arrangementet, som ventes at slutte kl. 18:00.