Har du symptomer på angst eller depression, så kan du få hjælp på kurset Lær at tackle angst og depression – for unge mellem 15-25 år, som tilbydes i Køge Kommune.

Foto ABW

Hør mere om, hvordan kurset kan hjælpe dig med at tackle dine symptomer på et informationsmøde torsdag den 8. september kl. 17-18.

Formålet med kurset er at give inspiration til, hvordan du kan leve et godt liv, selvom du har symptomer på angst eller depression. På kurset lærer du at tackle de problemer og udfordringer, der følger med dine symptomer, så det er dig – og ikke dine symptomer – der styrer dit liv.

Mange unge plages af dårligt mentalt helbred og psykiske lidelser som angst og depression. Ifølge Sundhedsprofilen 2021 i Region Sjælland oplever 27 % af gruppen af unge fra 16-24 år i Region Sjælland dårligt mentalt helbred.

Mindre angst, mindre depression, bedre søvn, øget trivsel og mere selvtillid er blot nogle af de positive forandringer, som 15-25-årige med angst eller depression kan opnå med kurset Lær at tackle angst og depression – for unge, viser en evaluering af kurset fra Statens Institut for Folkesundhed.

Kurset har gjort det lettere at tackle min hverdag
En tidligere kursist fortæller om sin oplevelse af kurset:

”For første gang fik jeg nogle rigtig gode redskaber til at tackle min angst og depression. På kurset var der andre kursister, som havde det ligesom mig, og det at kunne dele mine tanker og oplevelser med ligesindede var guld værd. Så i det hele taget har kurset gjort det lettere at tackle min hverdag”.

På informationsmødet vil du få mere viden om kursets indhold samt møde de to instruktører som underviser på kurset. Du er meget velkommen til at tage en ven eller anden pårørende med til mødet.

Tilmeldingen til kurset foregår på informationsmødet. Kurset varer 2½ time én dag om ugen i syv uger og tilbydes gratis af Køge Kommune i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning

Hvis ovenstående har vakt din interesse, så kom til informationsmødet:

Tidspunkt: 8. september kl. 17-18
Sted: Sundhed, Træning og Rehabilitering, Rådhusstræde 10C, 2. sal, 4600 Køge.

Det kræver ingen tilmelding, du møder bare op.

For yderligere spørgsmål kan du skrive til tackle@koege.dk

Kilde.