Drømmer I om at forskønne byens gadekær eller måske at afholde et særligt kulturarrangement i jeres lokalområde? Nu er Landsbypuljen 2024 åben for ansøgninger til og med den 5. august 2024.
Køge Kommune kan prale af mange smukke landsbyer – og som vanligt er der penge i Landsbypuljen til at styrke og udvikle landdistrikterne med tilskud til konkrete projekter og aktiviteter.
Landsbypuljen har fået nyt navn – By- og Landdistriktspuljen – men det gælder fortsat, at puljen kan søges af landsbylaug, borgerforeninger eller andre med relationer til landsbyer og det åbne land – som noget nyt kan alle landsbyer med op til 1.500 indbyggere søge om midler fra puljen. Det betyder, at Lellinge og Algestrup også kan søge.
Projekterne kan være alt fra etablering af bålfaciliteter, over forsamlingshuse til koncerter eller foredrag.
Der er ikke fastsat kriterier på forhånd, så Klima- og Planudvalget vil tage konkret stilling til og udvælge hver enkelt ansøgning.
-Det er en vigtig pulje, som har været med til at søsætte mange rigtig fine projekter igennem årene. Jeg ser frem til at se de nye forslag og initiativer – de vidner hvert år om det store, skønne lokale engagement blandt borgerne rundt omkring i vores smukke landsbyer, siger formand for Klima- og Planudvalget, Niels Rolskov.
Ansøgningsfristen er 5. august 2024. Læs mere om hvordan du søger her: