20 togsæt på lokalbanerne på Sjælland står foran en udskiftning. Og de gamle
tog skal erstattes med 18 nye klimavenlige batteritog, som støjer mindre –
til glæde for lokalbanerens mange naboer og den natur, som banerne kører
igennem. Udskiftningen kan lade sig gøre, fordi Region Hovedstaden og Region
Sjælland har sikret finansieringen. Driften med batteritog bidragerbåde til
det nationale 2030-klimamål samt regionernes, Movias og Lokaltogs grønne
omstilling af den kollektive transport.

Link

Lokaltog A/S, som ejes af mobilitetsselskabet Movia, er en vigtig
mobilitetsleverandør overalt på Sjælland. Hvert år transporterer Lokaltog
knap 10 mio. kunder, og selskabet har en ambition om at sikre den grønne
omstilling blandt andet ved at udskifte dieseltog med et mere klimavenligt
alternativ i takt med, at de gamle togsæt er udtjent. Den grønne ambition
for Danmarks største lokalbaneselskab er i overensstemmelse med den aftale,
som regionerne og staten indgik i 2020, hvor man blev enige om, at indkøb af
togmateriel fremover skal være klimavenligt og bidrage til de nationale
klimamål.

Region Hovedstaden og Region Sjælland finansierer driften af Lokaltogs ni
baner, og begge regioner har godkendt Lokaltogs forslag til
materielstrategi, som lægger skinnerne for selskabets grønne omstilling af
togmaterielet. Samtidig har regionerne sikret finansieringsgrundlaget, så
Lokaltog kan gennemføre indkøbet af de 18 klimavenlige batteritog.

Udvalgsformand i Region Sjællands udvalg for Regional Udvikling Peter
Jacobsen siger:
“Udskiftningen af halvdelen af vores nuværende dieseldrevne lokalbanetog med
nye miljøvenlige batteritog vil være et væsentligt bidrag til den grønne
omstilling i Region Sjælland. Vi har et godt samarbejde med staten om
batteritog, og det kan være, at det bliver nødvendigt med et økonomisk
rygstød, som vi fik til den tilsvarende grønne omstilling af regionale
busser.”

Region Hovedstadens formand Sophie Hæstorp Andersen siger:
“Det er rigtig positivt, at vi nu ser frem mod en udskiftning af vores
diseltog på lokalbanerne. Nye batteritog vil bidrage til den grønne
omstilling, være mere støjsvage og give de rejsende bedre komfort. I første
omgang skal vi have udskiftet tog på Nærumbanen og på sigt også de øvrige
tog, så vi i fremtiden slipper for fossile brændstoffer i vores
lokalbanetog” , siger Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region
Hovedstaden.

Der skal udskiftes i alt 20 dieseltogsæt fra 2026, og Lokaltog vurderer, at
batteritog vil være det oplagte klimavenlige alternativ. Batteritog udleder
ikke CO2, og de støjer mindre. Det gør lokalbanerne til en endnu bedre nabo
for de mange beboere langs lokalbanestrækningerne på Sjælland og Øerne, og
for den natur, som lokalbanerne kører igennem.

Batteritogene skal afløse de nuværende IC2-tog, Regiosprintere og tre
togsæt, som Lokaltog lejer i fire år frem til udgangen af 2025. En analyse
foretaget af Lokaltog viser, at hvis togene ikke udskiftes inden for 5-7 år,
vil det påvirke stabiliteten i driften og øge udgifterne til
vedligeholdelsen af togene.

“Vi er rigtig glade for den brede politiske opbakning til udskiftningen af
dieseltogene. CO2-neutrale batteritog vil være en rigtig god investering
både for klimaet, naboerne, medarbejderne og kunderne, som vi med
tidssvarende tog også fremover kan tilbyde en stabil drift. Samtidig
forventer vi, at en investering i nye klimavenlige tog vil være næsten
udgiftsneutral for de regionale trafikbestillere, fordi Lokaltog kan opnå en
effektivisering af udgifterne til driften og vedligeholdelsen” , siger Lars
Wrist-Elkjær, adm. direktør i Lokaltog A/S.

Det er endnu ikke afklaret om lade-infrastrukturen kræver ekstra
investeringer, det er Lokaltog i gang med at undersøge.

“Udskiftningen af de pensionsmodne dieseltogsæt med batteritog bliver et
stort udbud også set i international sammenhæng. Samtidig vil omlægningen
til emissionsfri togdrift med hele 18 batteritog være et meget væsentligt og
vigtigt bidrag til målene om grøn omstilling af den kollektive transport på
Sjælland i mobilitetsplanen”, siger Dorthe Nøhr Pedersen, adm. direktør i
Movia og bestyrelsesformand for Lokaltog A/S.

Lokaltog forventer, at det omfattende indkøb af batteritog kan sendes i
udbud sidst på året. Resultatet af udbuddet forventes at foreligge i løbet
af første kvartal 2022.

Kontaktinformation

Region Sjælland, udvalgsformand Peter Jacobsen, tlf. 20 37 01 05
Region Hovedstaden, pressekonsulent Petter Åttingsberg, tlf. 53 65 63 73,
mail presse@regionh.dk
Lokaltog presse, tlf. 23 30 79 10, mail post@lokaltog.dk

Lokaltog driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og
Falster. Vi sørger for, at vores kunder kommer trygt, sikkert og
komfortabelt på job, på indkøb, i skole og ud i ferielandet. Det er vores
mål at kombinere præcision og professionalisme i driften med en god service.
Lokaltog er et dansk jernbaneselskab, der driver ti privatbaner. Vi
transporterer hvert år mre end 9,4 millioner passagerer sikkert frem til
deres destination.